Årets Træner i DGI 2022 er 'limen der holder sammen på venskaber'
Katrine Storm Piper fra Værløse Basketball Klub tjekker ikke bare ind og ud af sin idræt; hun lever den. Hun gør Søndersø hallen til et andet hjem for rigtig mange mennesker - derfor er hun Årets Træner i DGI.
Det blev en noget usædvanlig lørdag formiddag for Katrine Storm Piper.
Bedst som hun stod og trænede de fem-årige børn i Værløse Basketball Klub, marcherede en stor flok glade mennesker fra både foreningen og DGI ind i hallen, hvorefter hun fik at vide, at hun havde vundet prisen som Årets Træner 2022.
”Jeg tænkte, at det er simpelthen løgn! Jeg blev super overrasket og meget rørt. Tænk, at der er nogen, der sætter så stor pris på det, jeg laver, at jeg modtager sådan en pris,” siger Katrine Storm Piper.
Katrine vinder prisen blandt 236 indstillede kandidater på tværs af alle idrætsgrene i hele landet. Udover titel, blomster og diplom følger 50.000 kroner med til foreningen.
Årets Træner/Trænerteam
For 20. år i træk har DGI kåret Årets Træner/Trænerteam.
Med titlen følger en gavecheck på 50.000 kr., der kan bruges til en oplevelse med holdet i et af DGI’s centre, eller til nye redskaber eller beklædning efter aftale med DGI.
"Man kan altid regne med Katrine"
45-årige Katrine træner U3, U5 og U7-basketholdene hver lørdag, samt BasketFitness damer om torsdagen. Men Katrine er ikke kun træner.
Hun sørger også for at alle, store som små trives, og det ser man i de mange frivillige timer, hun lægger i klubben, hvor hun for eksempel er med til at arrangere løberejser og koncertture for BasketFitness-deltagerne.
I indstillingen om Katrine står der blandt andet:
"Katrine er limen, der holder sammen på venskaber, fællestræning og sjove timer sammen. Man kan altid regne med hende, hvilket også er med til at skabe den tryghed, der er så vigtigt for trivsel, læring og udvikling."
Tiltrækker basketbørn der endnu ikke kan gå
Tidligere trænede Katrine U5 og U7-holdene, men da der blev for mange spillere, valgte Katrine på eget initiativ at starte yderligere et hold; nemlig for U3-spillere.
Holdet blev hurtigt fyldt, og forældre helt fra København tager deres små børn med til Katrines sjove træninger - der er endda et par stykker på holdet, som er så små, at de endnu ikke kan gå. Holdene for de små er altså meget populære og lægger et stærk fundament for de ældre hold i klubben.
Katrine er limen, der holder sammen på venskaber, fællestræning og sjove timer sammen.
Fra Katrines nominering
Formand for DGI Fodbold, Lars Møller, er en del af juryen, der har valgt Katrine Storm Piper til titlen. Hun får prisen, fordi hun skaber glæde og motivation hos små som store, giver udøverne lyst til at være aktive og viser dem glæden ved sport:
”Vi har valgt Katrine, fordi hun i sit virke som frivillig træner ikke bare snakker om klare værdier - hun lever dem. Det er værdier som pålidelighed, tryghed, stabilitet og engagement, som gør, at både børn og voksne trives, når hun er til stede, og det skal hun hyldes for,” siger Lars Møller.
Katrine er hele pakken
En vigtig del i Katrines virke som baskettræner er, at hendes familie også færdes i hallen. To ud af tre sønner spiller selv i klubben, og hendes mand, Thomas, startede for et par år siden et koncept, som hed 'lørdags-café'.
Her kom Thomas med hjemmelavede surdejsboller efter børnenes træningspas om lørdagen, og så kunne forældre og børn i ro og mag spise morgenmad sammen og hygge i hallen.
Nu er lørdagscaféen overtaget af en forældregruppe, men lever stadig i bedste velgående.
Piper-familien har basket som en fælles passion, og det er dét, som Katrine giver videre til børn og voksne i Værløse. Hun tjekker ikke bare ind og ud af hallen; hun lever og ånder for basketklubben.
Ved Katrine får man "hele pakken": basket, motivation, glæde, fællesskab, oplevelser, udvikling og familietid.
Stor hyldest i vente på DGI’s årsmøde
Som vinder af prisen skal Katrine Storm Piper hyldes til DGI’s årsmøde den 5. november i DGI Huset Vejle. Her vil hun få overrakt en check på 50.000 kroner, der blandt andet kan bruges på nyt udstyr til foreningen eller en oplevelse i et af DGI’s centre.
I år er det 20. gang, at DGI uddeler prisen som Årets Træner. Sidste år løb fynske Allan Peterson fra Højby S&G Håndbold med prisen.