125 år med tryk på

Vor Forening og vort Blad står der på førsteudgaven af Ungdom & Idræt nr. 1, årgang 1, som er Udspils forgænger og udgivet i februar 1897.

I februar 2022 kan DGI magasinet Udspil fejre rødder, der går 125 år tilbage.

Det første blad, Ungdom & Idræt, nr. 1 årgang 1, blev udgivet i februar 1897. ”Vor Forening og vort Blad” hedder overskriften på forsideartiklen. Heri skriver redaktør K.A. Knudsen, at hvis det lykkes, at give bladet det rette indhold, vil ”det blive et Baand mellem Medlemmerne og gøre sit til at de føler sig sammenknyttede om den fælles Sag.” Medlemmerne, som K. A. Knudsen nævner, er delingsførere, dvs. datidens instruktører og trænere.

Ungdom og idræt er sagen

Der var forskellige forslag til navn til det nye blad. Ifølge redaktøren forekom Ungdom & Idræt bedst: ”De udtrykker vort Program. De to Ord passer sammen, og vor Stræben skal være, at de mere og mere må blive forenede i den Opvoksende Slægts Liv,” skriver K.A. Knudsen.

Landskendte kunstnere bag bladhoved

Der er ikke mange billeder i de første årgange af Ungdom & Idræt. Til gengæld sætter det flotte bladhoved sit karakteristiske præg på forsiden. Bladhovedet er er tegnet af to af datidens bedste danske kunsthåndværkere.

Måske kan du kende stilen fra andre logoer. Ellers kan du gætte med på dette spørgsmål, som er fra en artikel i anledning af Ungdom & Idræts 100 års fødselsdag i 1997: Hvad har en hof til fælles med Viborg Domkirke? Dragespringvandet i København med Fiskepakhusene i Skagen? Ungdom & Idræts første bladhoved med noget af det bedste i dansk kunsthåndværk?

Samarbejde mellem arkitekt og maler

Bladhovedet er udarbejdet af Thorvald Bindesbøl, arkitekt og keramiker i samarbejde med maleren Joakim Skovgaard. Bindesbøl har udformet bogstaver og ornamentik, og Skovgaard har tegnet figuren. Det karakteristiske G er også kendt fra Hof-etiketten, som stammer fra 1897.

Fra Ungdom & Idræt til Udspil

Med dannelsen af DGI i 1992 kom ugebladet Ungdom & Idræt en overgang til at hedde Dansk Ungdom & Idræt - et miks af de to moderorganisationers bladtitler, nemlig DDSG&I’s Dansk Idræt og DDGU’s Ungdom & Idræt. Med tiden faldt ordet dansk væk i bladtitlen, og i august 2004 var det helt slut med Ungdom & Idræt. Tilskuddet fra den såkaldte bladpulje blev kraftigt beskåret samtidig med, at portoen steg. Den kombination af ekstra udgifter gav dødstødet til mange klubblade.

Krumspring for instruktører

For DGI var det medvirkende til, at ugebladet Ungdom & Idræt, som primært var et organisationsblad til ledere, fusionerede med Instruktørmagasinet Krumspring, som udkom månedligt med inspiration til trænere og instruktører. Det kombinerede træner- og ledermagasin med titlen Udspil så dagens lys for første gang i september 2004.