Foreningsorganisationer: Der skal turbo på kampen mod bankbøvlet

Kalenderen siger april, og dermed er det højsæson for de årlige generalforsamlinger, hvor tusindvis af frivillige samles over hele landet.

Det er en hjørnesten i det danske demokrati, hvor borgerne udøver deres forenings- og forsamlingsfrihed. Og det er her, hvor mange foreninger finder nye formænd, kasserer og andre bestyrelsesmedlemmer, der går forrest og tager ansvaret på sig til gavn for andre mennesker og for lokalsamfundet.    

Men ikke alt er positivt i foreningsdanmark. Mange frivillige overvejer nemlig at stoppe deres engagement på grund af for meget administrativt arbejde.

I en undersøgelse af Kulturministeriet fra 2022 svarede 46 procent af de foreningsaktive, der deltog, at de overvejer at stoppe. Heraf pegede halvdelen på ”for meget administrativt arbejde” som en af årsagerne.

Og det billede bliver vi som repræsentanter for størstedelen af foreningslivet desværre kun bekræftet i gang på gang. Lokale bestyrelsesmedlemmer over hele landet udtrykker igen og igen deres frustration over, at de ikke længere har tid til at gøre det, som de brænder for; at skabe aktive, dannende og demokratiske fællesskaber.

Gebyrer slår bunden ud af økonomien

En stor del af papirarbejdet opstår, når foreningerne rækker ud til deres lokale bank, fordi de skal have oprettet en ny konto eller har skiftet kasserer. Her bliver de mødt af store dokumentations- og kontrolkrav, der tager pusten fra selv den mest ærgerrige og talstærke kasserer.

I nogle tilfælde afviser bankerne helt at tage foreningerne ind som kunder, hvilket efterlader foreningerne i en form for kredit-ingenmandsland. Andre gange kræves det, at formand og kasserer flytter deres private bankforretninger over til banken, før de kan oprette en konto.

Og endeligt er der det tilbagevendende problem med de urimeligt høje gebyrer, der slår bunden ud af særligt de små foreningers økonomi. En undersøgelse fra Konkurrence- og forbrugerstyrelsen viste for nylig, at gebyrerne fortsat ikke står mål med foreningernes ofte beskedne omsætning.  

Positive politiske vinde

Alt dette administrative bøvl udgør en reel trussel mod fremtiden for det danske foreningsliv. Derfor er vi også glade for, at politikerne lytter til vores bekymringer.

Kulturminister, Jacob Engel-Schmidt, og erhvervsminister, Morten Bødskov, lancerede i efteråret, at der snart kommer et lovforslag, der skal styrke foreningernes mulighed for at få en såkaldt ’basal betalingskonto’. Ministrene har ligeledes barslet med et udspil om en ’digital registreringsløsning’, der skal mindske foreningernes administrative arbejde, når de skal indsende dokumentation til bankerne.

Begge løsninger er vigtige skridt på vejen mod at mindske det administrative bøvl for foreningslivet, hvis de bliver implementeret rigtigt.

Men vi er ikke i mål endnu. Der eksisterer fortsat en række ubesvarede spørgsmål, der skal findes svar på.

Foreninger er lavrisikokunder

Den basale foreningskonto og den digitale registreringsløsning håndterer nemlig ikke den juridiske elefant i rummet; Hvidvaskloven. Loven pålægger bankerne at lave individuelle risikovurderinger af alle deres kunder – inklusiv små frivillige foreninger. Det er den virkelighed, som foreningerne møder, selvom det næppe var det danske foreningsliv, man havde i tankerne, da man i EU vedtog hvidvaskloven for at forhindre terrorfinansiering eller hvidvask.

Der er akut brug for en grundlæggende ændring i bankernes tilgang til foreningerne, så de bliver kategoriseret, som det, de er; lavrisikokunder. Det er forudsætningen for, at politikernes ellers udmærkede løsninger får en reel effekt for foreningerne.

Og det er helt afgørende, hvis vi skal få taget livtag med det papirarbejde, som foreningerne bliver kvalt af. For ingen stiller op på en generalforsamling for at drukne i administrativt arbejde. Man stiller op for at skabe aktive, dannende og demokratiske fællesskaber.