Foreningsliv er det glemte guld i byplanlægningen
Der sættes alt for lidt plads af til børns leg og til idrætsfaciliteter, når nye bydele skyder op i København og Aarhus, skriver DGI's formand Søren Møller.
Der er mange børn i Ørestaden i København, men kun en enkelt kunstgræsbane.
Foto: Jens Astrup
Søren Møller er formand for DGI.
Indlægget er bragt i DGI's magasin Udspil i maj 2018.
Børn skal ikke bruge deres fritid på at sidde på cafe eller dyrke fitness i Fitness World. De skal opleve fællesskabet i en forening og engagerede instruktører. Foreningerne i vores største byer har i mange tilfælde ventelister, fordi man simpelthen mangler fodboldbaner, haltimer og tid i svømmehallen.
Nye bydele skyder op i København og Aarhus. Der bygges højt og tæt. Desværre sættes der alt for lidt plads af til børns leg og til idrætsfaciliteter. Kvadratmeterne er dyre, og kravene fra beboerne kommer først, når de er flyttet ind i det nye. Og da er det for sent.
Det burde ikke komme bag på nogen, at der skal være plads til skoler, børnehaver og fritidsfaciliteter. Hvis man kombinerer de tre ting på en god måde, skaber det lokal identitet og sammenhængskraft. Politikere taler meget om civilsamfund og betydningen af foreningsliv, men det bliver til tomme ord, når finansieringen af en metro i København og en letbane i Aarhus skal ske via grundsalget. Det skaber et pres på udnyttelsen af arealerne, som går ud over faciliteter og grønne område. Alle taler om at byerne skal være gode at leve i. Det kan vi så sidde i metroen og tænke på.
I årevis har arkitekter og byplanlæggere forestillet sig, at problemet løses med en parkourbane og en kurv til streetbasket. Men børn vil gå til fodbold, svømning og gymnastik. Det er fint med installationer i byrummet, men det er ikke løsningen på problemet.
Kommunen er med til at definere foreningsliv og civilsamfund. Man skal vise foreningslivet tillid og prioritere deres ønsker. Ørestad IF er et godt eksempel på ildsjæle, der kæmper for et lokalt idrætsliv for børn. De skal være ligeværdige interessenter både ved udformning og brug af lokale idrætsfaciliteter.
Idrætsdeltagelsen i København og Aarhus er fortsat relativ høj. Men det skal nok lykkes at få den ned på niveau med byer i andre lande, hvis man bliver ved med at berømme foreningslivet i talerne, men glemmer dem i planlægningen. Og det er især børnene som blive sorteper i det spil.
