Er der plads til alle i foreningsidrætten?

Af Søren Møller, formand for DGI

Det korte svar er ja, for i idrætsforeningerne er der plads til forskellighed så længe de demokratiske spilleregler i foreningen respekteres. Og DGI’s værdigrundlag bygger på fællesskab og et humanistisk menneskesyn.

Møder med ligesindede

Foreningsidræt har meget at tilbyde alle samfundslag og den er vigtigt for at opbygge tillid og gensidighed. Foreningen er stedet, hvor vi mødes med ligesindede, men også med mennesker fra andre livsvilkår og ståsteder. Mennesker, som har udfordringer med det fysiske og mentale helbred eller hvor det kniber med at holde fast i de generelle levevilkår, er også dem, som kan få mest ud af at indgå i fællesskabet.

Rummelighed og plads til forskellighed

I idrætsforeningerne kan du møde mange mennesker, som har en diagnose med i baglommen fra lægen, men hvor rummeligheden og pladsen til forskellighed gør, at det enkelte menneskes udsathed ikke bliver et tema. Samtidig er det værd at huske på, at idrætsforeningen bygger på et frivilligt engagement. Der kan være mennesker, som det er vanskeligt at få til at indgå i foreningslivet. Men der er ingen fast formel på, hvor udsatte og psykisk syge folk skal være, for at det bliver vanskeligt at finde plads til dem.

DGI arbejder med inklusion

I DGI arbejder vi med social inklusion. Det betyder, at DGI værdsætter og ønsker at inddrage borgernes forskellighed i idrætten til gavn for både foreninger og den enkelte borger. Lad mig give et par eksempler:
Gruppen af sårbare børn og unge kan have det svært i foreningslivet, fordi det sociale samspil og relationerne til jævnaldrende og frivillige kan virke uoverskuelige.

Skydning og unge med ADHD

I DGI har skydning vist sig effektfuld til at hjælpe børn og unge med særlige behov. Erfaringer fra skydeprojektet ”Fokus” viser nemlig, at det gavner børn og unge med ADHD, autisme og lignende vanskeligheder at gå til skydning i en forening. Børnene træner deres koncentration under skydning, bliver rolige på skydebanen og får succesoplevelser med hjem, som øger humør og trivsel. Indsatsen bygger på et stærkt samarbejde mellem skole, forening, kommune, DGI og forældre.

Unge ved en skillevej

DGI Crossroads er et andet eksempel. Her er DGI’s tilgang, at alle børn, unge og voksne – også i landets udsatte by- og yderområder – har potentialer, ressourcer og en lyst til at gøre brug af disse. Idrætten er et middel til at sikre, at flere unge sætter deres ressourcer i spil og løfter sig selv til at blive ledere og frivillige. De unge får konkrete værktøjer og kompetencer til at skabe vedvarende aktivitetsbaserede ”Communities” i udsatte byområder.

IF Kæmperne

Der er også eksempler på, at der oprettes særlige idrætsforeninger for en bestemt målgruppe. IF Kæmperne i København tilbyder idræt og motion til voksne med psykiske og/eller sociale sårbarheder. Foreningen blev oprettet, fordi mange af medlemmerne havde svært ved at finde sig tilrette i "almindelige" idrætsforeninger, ikke mindst socialt.
Erfaringerne viser, at idrætsforeningerne kan og vil mennesker, som lever på kanten af samfundet. Men den rumlige idrætsforening kræver støtte og samarbejde med det omgivende samfund.

Langt fra sofa til halgulv

Der er langt fra sofaen ind på halgulvet. Og det kan være en kæmpe opgave, at nå ind i fællesskabet, klæde om og finde sin plads. Men når først bolden ruller, bliver vi alle sammen forført af idrætten.
Gevinsten ved at dyrke idræt er stor. Det gælder socialt, mentalt og fysisk. Og de gevinster skal vi høste, ellers bliver det alt for dyrt for samfundet og i særdeleshed for det enkelte menneske. Derfor har vi som samfund, idrætsorganisation og forening en forpligtelse til at tilpasse en attraktiv foreningsidræt til alle grupper i samfundet.