Det private og foreningslivet er medspillere

Idrættens største konkurrenter er sofaen, iPad’en og Netflix – ikke andre idrætsaktører på markedet, skriver Søren Brixen og Morten Mølholm i et debatindlæg.

Et samarbejde mellem foreningslivet og fitnessbranchen er i støbeskeen, og det kan forhåbentlig yderligere styrke den positive udvikling med flere aktive danskere. Foto: Nils Rosenvold

Debatindlægget er skrevet af Søren Brixen, adm. dir. i DGI og Morten Mølholm direktør i Danmarks Idrætsforbund. Det er bragt i Jyllands-Posten 19. april 2018.

Det går godt for idrætten i Danmark. Både for den kommercielle og den foreningsbaserede del. De kommercielle fitnesscentre har været i konstant fremdrift de seneste mange år, og årets medlemstal i foreningslivet viser fremgang for andet år i træk. Et samarbejde er i støbeskeen mellem foreningslivet og fitnessbranchen, der forhåbentlig kan yderligere styrke den positive udvikling.

Derfor undrer det os, at Morten Brustad fra Dansk Fitness og Helse Organisation (DFHO) i Jyllands-Posten 17. april tegner et billede af et modsætningsforhold mellem det private og foreningslivet.

Vi skal vænne os af med fortællingen om, at der er en modsætning mellem aktørerne på idrætsmarkedet. Vores største konkurrenter er sofaen, iPad’en og Netflix – ikke andre idrætsaktører på markedet. Vi har tværtimod stor gavn af hinanden i det store billede. Danskernes idrætsvaner er i konstant forandring. Og det ændrer sig mange gange i løbet af et livsforløb. Stort set alle danske børn vokser op i foreningsidrætten, mens flere melder sig ind i de private fitnesscentre, når de når de sene teenageår. Kun ved at have et bredt udbud kan vi sikre, at de gode vaner bliver fastholdt i andre rammer. Ellers er det triste alternativ, at de helt dropper idrætten.

En stærk fælles indsats er grundstenen i Bevæg dig for livet og målsætningen om, at vi skal løfte idrætsdeltagelsen og folkesundheden både i og uden for foreningerne. Kronprinsens fødselsdagsfejring til Royal Run 21. maj er et godt eksempel. Her kan alle deltage, når han løber med danskerne i fem forskellige byer.

Men vi påstår ikke, at vi kan løfte den ambitiøse målsætning om Danmark som verdens mest idrætsaktive nation på egen hånd. Det kræver et langt mere koordineret samarbejde mellem civilsamfund, marked og de politiske aktører. Det er derfor, det er så afgørende med den politiske opbakning fra højeste sted, og derfor der er en positiv dialog i gang mellem DFHO og foreningsidrætten, så vi kan drage nytte af hinandens styrker. Der ligger et stort potentiale i at samarbejde om faciliteter, hvor foreninger kan leje sig ind på fitnessfaciliteter. Og vi har i idrætten stillet vores dopingsystem til rådighed for fitnessbranchen.

Lad os droppe fortællingen om modsætningen mellem den private og den foreningsorganiserede idræt og i stedet omfavne hinanden på de punkter, hvor et styrket samarbejde giver mening for begge parter. Et stærkt samarbejde er til gavn for vores folkesundhed, vores sammenhængskraft og den enkelte danskers livskvalitet. Så lad os finde de gode løsninger sammen.