Danmark skal være verdensmestre i breddeidræt

Lad os få flere ind i idrætsfællesskaberne. En idrætsaktiv befolkning er en gevinst både for den enkelte og for samfundet.

En idrætsaktiv befolkning er en gevinst både for den enkelte og for samfundet. Foto: Palle Skov

Kronikken er bragt i Jyllands-Posten 25. januar 2018.

Af Søren Møller, formand i DGI; Niels Nygaard, formand i Danmarks Idrætsforbund; Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden; Gurli Martinussen, direktør i TrygFonden; Ib Boye Lauritsen (V), borgmester i Ikast-Brande; Thomas Kastrup-Larsen (A), borgmester i Aalborg; Peder Christensen (A), fungerende borgmester i Skive; Jørgen Glenthøj (C), borgmester på Frederiksberg; Hans Toft (C), borgmester i Gentofte; H.C. Østerby (A), borgmester i Holstebro

Når 73-årige Johan mødes med de 10-15 øvrige modne gutter fra Aalborg Frejas motionshold ’Messi med måde’ hver onsdag på fodboldbanen, bliver han 20 år yngre og føler sig livet op.

I den halvanden time, det står på, bliver der svedt, grint og leveret verbale stikpiller i en grad, så det ikke er til at se, at deltagerne bærer rundt på diabetes, KOL og hjerteproblemer. Idrætten og fællesskabet er terapi for krop og sjæl, og store og små skavanker træder i baggrunden, når støvlerne snøres, og der fløjtes op.

En gevinst for både den enkelte og for samfundet 

En idrætsaktiv befolkning er en gevinst både for den enkelte og for samfundet. Tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at 6000 danskere hvert år mister livet som følge af en inaktiv livsstil. Kun rygning forårsager flere dødsfald herhjemme. Og det er fortsat sådan, at højtuddannede dyrker mere idræt og i højere grad er fysisk aktive end folk med kort uddannelse eller folk, der står uden for arbejdsmarkedet. Hovedparten af danskerne ønsker en mere aktiv tilværelse. Og ønsket er mest udtalt hos den del af befolkningen, der er mindst aktiv.

Vi skal hjælpe den gode samvittighed på vej og lappe hullerne i idrættens Danmarkskort. Det gavner både den fysiske og mentale sundhed og den demokratiske dannelse, der følger med at indgå i hverdagens fællesskaber.

Derfor styrker Danmarks Idrætsforbund, DGI, Nordea-fonden og TrygFonden i dag Danmarkshistoriens største idrætspartnerskab Bevæg dig for livet.

Danmark skal være verdensmestre i breddeidræt, så flere får del i det gode og aktive liv og bliver en del af de forpligtende fællesskaber i foreningslivet. Og vi skal nå ambitionen i samspil med landets kommuner.

En fælles og bredere indsats

Der er behov for en fælles og bredere indsats for at flytte adfærden og møde danskernes mange ønsker til idrætsdeltagelsen.

Der er brug for tilbud, som ikke kræver de store forudsætninger at gå til, ellers bliver den mentale barriere for stor. Særligt for de lidt mere sårbare og idrætsuvante målgrupper, der ikke er vokset op i foreningslivet.

Vi skal have idrætstilbud, som man kan komme direkte ind fra gaden og deltage i. Og vi skal have et system, der hjælper de gode tilbud helt ud til danskerne.

Seks kommunale samarbejdsaftaler

Derfor har vi indgået seks kommunale samarbejdsaftaler. I Aalborg, Frederiksberg, Gentofte, Holstebro, Ikast-Brande og Skive har kommunen forpligtet sig til at arbejde for flere aktive borgere.

De seks fyrtårne skal sprede aktive ringe landet over, så vi får alle kommuner og borgere med, og der er flere aftaler på vej.

Også partnerskaber med civilsamfundet skal styrke bevægelsen. Gennem aftaler med Friluftsrådet og gadeidrætsaktøren GAME kan vi sammen skabe bedre rammer for idrætten, hvad end det foregår i idrætshallen, i landets skove eller på gaden.

Med mere end to millioner medlemmer er foreningsidrætten en hjørnesten i det danske samfund. Men danskernes idrætsvaner og -arenaer udvikler sig konstant, og det kræver nye måder at tænke foreningsdeltagelse på, hvis vi skal være den mest idrætsaktive nation i verden.

Mens idrætshallerne fortsat samler danskerne hver weekend landet over, er det i dag naturen, der er den foretrukne idrætsarena for voksne danskere. Og hvor der for 10 år siden ikke var noget, der hed håndboldfitness, motionsfloorball eller gå- og løbekonceptet GoRun, så vinder de fleksible tilbud i dag frem i foreningerne.

Vi kan også se, at den voksne målgruppe i stigende grad søger motion og sociale fællesskaber i deres idrætstilbud frem for konkurrencen.

I mange idrætter er der oprettet familietilbud, hvor man kan dele sin glæde for idrætten med sine børn. Familietennis er på kort tid skudt frem i 40 foreninger landet rundt, og på Viby IF’s håndboldfitness-hold er der næsten 50 år mellem yngste og ældste spiller. 

Stor interesse for nye idrætstilbud

27.000 flere medlemmer i motionsidrætterne i Bevæg dig for livet alene indenfor det seneste år vidner om, at der er interesse for de nye tilbud. Og der kommer også nye målgrupper til.

Da det aldrende floorballhold i BK Skjold mødtes i starten af 2016, havde få af dem holdt en floorballstav i hånden før. Mange havde aldrig dyrket idræt overhovedet. I dag kan de ikke undvære de ugentlige træninger og den efterfølgende kop kaffe, der giver mulighed for at vende verdenssituationen i cafeteriet.

Og når Kronprinsen inviterer til fødselsdagsløbet Royal Run den 21. maj, er det for mere end hver sjette deltager første gang, de deltager i et motionsløb.

For at sætte udviklingen i næste gear, er der behov for at kigge på idrættens rammer nationalt. Derfor var det et stort skridt, at statsministeren i efteråret inviterede til idrætstopmøde om Bevæg dig for livet på Marienborg. Idéerne var mange og gode, og et nationalpolitisk arbejde skal nu se på, hvordan vi sammen kan gøre vejen mod et aktivt liv kortere og mere attraktiv.

Motion på recept

Én af idéerne, der mødte stor opbakning på Marienborg, er at indføre ”Motion på recept”. Grundtanken er at styrke samarbejdet mellem landets sundhedshuse, idrætsforeninger og andre aktører for i højere grad at udnytte idrættens sundhedseffekt i behandlingen.

Ved at forankre indsatsen i foreningerne udnytter vi samtidig den positive effekt, fællesskaberne har i at fastholde de gode vaner. Det er lettere at komme ud af døren, hvis man som Johan i Aalborg ved, at der venter velkendte ansigter i den anden ende. Derfor vil vi arbejde for, at indsatsen løftes ud nationalt.

Motion på recept indgår i hver af de seks underskrevne kommuneaftaler. Og foreningslivet kan også være en medspiller på andre områder end sundheden.

I FC Midtjylland sluses ledige ind i foreningslivet, hvor foreningens fællesskab bliver genvej til andre fællesskaber og uformelle professionelle netværk. Og der er tæt dialog med arbejdsmarkedsafdelingen i Ikast-Brande om et formelt samarbejde.

I Holstebro giver et samarbejde mellem kommunen og håndboldklubben TTH Holstebro voksne udviklingshæmmede mulighed for at tage del i det aktive fællesskab i trygge rammer. Og Gymnastikforeningen ODK på Frederiksberg har tilbud om Troldehop for børn med autisme.

I Vinderup danner det lokale volleyballhold en afslappet ramme om mødet med den danske kultur og snørklede sprog og humor for syriske flygtninge.

Klubben er en mulighed for at skabe netværk for livet, både socialt eller som en genvej til arbejdsmarkedet. Og så er det et møde med den frivillige tradition, som vi i Danmark særligt kan bryste os af. En verden af muligheder åbner sig, og jo flere parter, der er inde over, desto større er sandsynligheden for, at foreningsfællesskabet kan åbne døren til andre fællesskaber.

Få flere ind i idrætsfællesskaberne

De gode eksempler står i kø. Og vores seks kommuneaftaler viser, hvordan indsatsen kan sættes i system og nedbryde siloer i forvaltningerne.

Derfor opfordrer vi nu alle landets kommuner til at lægge en strategi for at få flere ind i idrætsfællesskaberne. Vi står klar til at dele erfaringerne. Det giver mening på alle bundlinjer.

På det individuelle plan øger det livskvaliteten hos Johan og de tusindvis af danskere, der bliver en del af et fysisk fællesskab og samtidig motionerer sig ud af fremtidige negative følger af en inaktiv livsstil.

Lokalt styrker vi sammenhængskraften gennem mødet på tværs af skel i de lokale fællesskaber.

Og på nationalt plan sparer vi økonomi i særligt sundhedssektoren, som vi helt sikkert kan bruge andre steder.