Statsministeren og Kulturministeren til DGI Landsstævne

Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen holder tale under Landsstævnets Åbningsshow 30. juni og går sammen med de 16.000 Paradedeltagere gennem en del af Svendborgs gader. Statsminister Mette Frederiksen holder tale under Afslutningsshowet 3. juli.

Mette Frederiksen på Folkemødet 2022 - med et landsstævnebadge.

DGI Landsstævne i Svendborg 30. juni-3. juli får besøg af to ministre: Statsminister Mette Frederiksen og kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen.

DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen glæder sig over, at de to ministre kommer til Danmarks største idrætsfestival, hvor de over 20.000 deltagere prøver kræfter med over 30 idrætter og flere end 400 aktiviteter.

”Landsstævnet er et festfyrværkeri af aktive fællesskaber, glæden ved bevægelse og god stemning. Vi er rigtig glade for, at kulturministeren deltager i Åbningen af Landsstævnet, og at statsministeren deltager i Afslutningen,” siger Charlotte Bach Thomassen.

Kulturministeren

Torsdag den 30. juni skydes DGI Landsstævne officielt i gang, og her deltager kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen. Om eftermiddagen går over 16.000 Landsstævnedeltagere i parade gennem Svendborg by til Landsstævnestadion, og Ane Halsboe-Jørgensen snører skoene og går selv en del af paraderuten.

Derudover deltager hun i Landsstævnets Åbningsshow, der begynder kl. 19:30 og sendes på DR1. Ministeren holder tale, stævneflaget hejses, der er fællessang og landsstævnesangen ’Mildere end før’ bliver sunget. Åbningsshowet består desuden af en række spektakulære koreografier, forskellige idrætsindslag og DGI Verdensholdet. 

Alle de 16.000 Landsstævnedeltagere, der har gået paraderuten vil være på græsset på Landsstævnestadion under Åbningsshowet. Derudover vil der på voldene rundt om Landsstævnestadion være plads til 8.800 publikummer.

Statsministeren

Statsminister Mette Frederiksen kommer til DGI Landsstævne søndag den 3. juli, hvor hun holder tale under Afslutningsshowet, der begynder kl. 10:30 og også sendes på DR1.

 I afslutningen siger Landsstævnet farvel efter fire sprudlende dage i Svendborg og på gensyn i Vejle, hvor næste landsstævne finder sted i 2025.

I Afslutningsshowet deltager 5.500 efterskoleelever, mens 200 elever synger kor sammen med bandet Car Park North. Landsstævnestadion vil være fyldt med deltagere, også fra et fælles foreningshold med over 2.000 deltagere, og alle afslutter showet i fællesskab med en kæmpe koreografi.

Fakta om DGI Landsstævne

  • Finder sted fra torsdag den 30. juni til søndag den 3. juli 2022 i Svendborg. Det er Danmarks største idrætsfestival med over 20.000 deltagere, over 30 idrætter, flere end 400 aktiviteter og 40 koncerter.
  • Svendborg mangfoldige kulturliv og maritime stemning danner en festlig ramme om landsstævnet blandt andet med totalteater-forestillingen ’Fjeren og Rosen’, der kun opføres under landsstævnet.
  • Omkring 4.500 frivillige – primært fra Fyn - gør deres til, at landsstævnet bliver en oplevelse for livet både for deltagerne og for fynboerne.
  • 800 publikummer kan overvære de store shows på landsstævnestadion. Flere af voldene på Landsstævnestadion er de samme som var i brug i 1994, hvor Svendborg også var vært for Landsstævnet.