Krydr dit program med nye idrætter

Til DGI Landsstævne 2022 skal du selvfølgelig dyrke din egen idræt, men husk også alle de mange mindre kendte idrætter, som du måske ikke lige umiddelbart har tænkt på. De er perfekte til at give dit program et lille ekstra tvist.

Med mere end 30 idrætter og flere end 400 aktiviteter er Landsstævnet blevet til Danmarks største idrætsfestival, og der er derfor noget for alle.

Vi guider dig her til programforslag til de mange mindre og måske for dig uprøvede idrætter. Landsstævnet byder naturligvis også på de store kendte idrætter som gymnastik, håndbold, fodbold, skydning og mange flere, men der er så meget mere, du kan kaste dig over.

Så kom i gang med at planlægge dit program: Ned i sofaen, benene op, PC'en på skødet, kalenderen i hånden og vennerne i røret - og så ellers klø på med at sammensætte en uforglemmelig oplevelse.

Floorball - stav, sjov og smæk på

Hvorfor ikke samle et hold venner og starte fredagen med en underholdende floorball-turnering, som du kender det fra idrætstimerne i skolen? Floorball er altid et hit, fordi det er hurtigt, sjovt og simpelt, og alle kan være med. Det er første gang, du kan prøve floorball på et landsstævne, så det skal du da ikke gå glip af.

Golf - sving løs

Er I mere til at starte dagen med frisk luft, så kunne I også tage ud og svinge med golfkøllerne. Vores engagerede instruktører står klar med instruktion i Svendborg Golfklub.  

Bordtennis - grib battet 

Fredag eftermiddag kunne I jo så gå videre til et slag uformelt Rundt-om-bordet-bordtennis. Har du brug for lidt ekstra smil på læben, så vælg et spil med store eller små bat og bolde. Der er garanti for latter og nye venskaber. 

I kunne jo også kaste jer over Street bordtennisTag en dyst mod en god ven eller spil mod en ny. Der er mulighed for at få sved på panden og et smil på læben, når vi har gjort klar til kamp og leg ved udendørsbordene på havnefronten.

Biathlon - skiskydning i løbesko

Er du mere til præcision og koncentration, så skal der tænkes i biathlonDu har sikkert hørt om skiskydning. Skytter på ski, der dyster i langrend og skydning. Puls og koncentration, intensitet, spænding og ekstrem konkurrence. Hele fredag får du muligheden at prøve kræfter med sporten. I sommerudgaven skifter vi bare ski ud med løbesko, og riflen løber vi ikke med. Alt andet er præcis, som du kender det fra skiskydning.

Idræt for seniorer - allerede fra mandag

Er fællesskab og nye oplevelser i højsæde for dig, kunne du vælge at starte landsstævne-ugen allerede mandag og bo på Ollerup Højskole sammen med andre seniorer. Ollerup-dagene er tre højskole-, aktivitets- og kulturdage for seniorer, som finder sted i dagene op til Landsstævnet.  Under Landsstævnet kan du som seniorer deltage i alle Landsstævnets aktiviteter. Derudover anbefaler vi at gå på opdagelse i aktiviteterne under Idræt for seniorer og Hold hjernen frisk

Padel - puls og glæde

Hvis du lige vil have maven helt flad og fedtprocenten i bund inden festerne fredag og lørdag aften, så giv den gas i en padel-turnering. Padel samler folk, uanset tidligere aktivitetserfaring. Oplevelsen giver smil på læben fra første skridt på kunstgræsset. Sæt i gang!

Løb & gang - gå dig frisk

Efter en festlig fredag aften med showskoncerter og fester findes der vel ikke noget bedre end at vågne op lørdag morgen til gåtur og historiefortælling. Tag med på dagstur med Elvira Madigan og Sixten Sparre som blinde passagerer. Vi byder på smuk natur og kultur. 

Når vi nu er i et natur- og kulturlandskab med en særlig historie, så skal vi da vandre en god lang tur og nyde naturen og kigge ind i historien. Den sydfynske natur er i sig selv værd at nyde og opleve. Når så vi kan krydre den med et at gå til – og på tværs af Tåsinge – blandt andet igennem Nørreskoven, hvor Sixten Sparre skød Elvira Madigan og derefter sig selv – så er det da det, vi gør…

Der er plads til alle - også dem med tømmermænd. 

Krolf - social hygge og motion

Hvis du hellere vil holde dig tættere på jorden lørdag morgen, kunne du jo også stille op i en parspilsturnering i krolfhalvt krocket, halvt golf, helt sjovt og uden tvivl noget for dig.

Krolf er for dig, der er til sociale stunder i hyggelige omgivelser og motion i et roligt tempo. Udstyret er næsten, som du kender det fra krocket med en kraftig kølle og en stor kugle, og spillereglerne er stort set ligesom i golf.

Krocket - taktik, sjov og spænding

Krocket er også på programmet lørdag morgen, så det kunne også være en mulighed. Krocket udfordrer din koncentration, balance og teknik i jagten på det perfekte slag. Børn og voksne har længe moret sig sammen over et spil krocket i den danske sommer, og idrætten er derfor ofte synonym med dansk hygge. Men krocket er faktisk meget mere end det. Det er en seriøs sport, der bliver spillet på en større bane og med andre spilleregler.

Hundesport - spænding og godbidder

Har du din hund med, så kan lørdag også bruges til en rally- eller agility-konkurrence. Det er en perfekt mulighed for at have det sjovt med din hund og møde andre hundeelskere til disse populære aktiviteter. Med en hundesports camp bliver der taget godt hånd om både dig og din hund, så der er rig lejlighed til at nyde samværet og spændingen til konkurrencerne.

Bowls - gejst og glæde

Lørdag eftermiddag napper du naturligvis lige en workshop i den spændende idræt bowls. Tag udfordringen op og prøv det bedste af petanque og curling. Bowls er et spil, hvor målet er at rulle skævt vægtede eller lidt asymmetriske kugler, kaldet Bowls, nærmest til en noget mindre hvid eller gul kugle kaldet JACK. Find kampglæden frem og hyg med nye og gamle venner.

Kampidræt - find din indre styrke

For lige at komme helt op på dupperne lørdag eftermiddag og få gang i lidt spark og slag, så kunne du for eksempel prøve ITF Taekwon-Do. Disciplinen benytter primært spark og slag; men indeholder i selvforsvarsdelen også kast, nedtagninger og låse. 

Til træningen vil du både lære teknikker, lave fysiske øvelser, lege og få smil på læben i samspil med andre.

Stand Up Paddel og indre ro

Vil du kræse lidt for dig selv og dine venner, så invitér dem med til SUP Yoga på vandet lørdag eftermiddag. 

Udfordr din balance, dit mod, din muskelkontrol og dig selv. SUP står for Stand Up Paddle - Så SUP yoga er altså yoga udført på et SUP board direkte på vandet i Svendborg Sund!

I SUP-yoga bliver balancen udfordret, fordi underlaget bevæger sig - hvilket er udfordrende for koordinering af bevægelser og balancen. 

Stemningen er ofte lidt mere legende og eksperimenterende, fordi vandet og bevægelsen i underlaget skaber spænding og intensitet på en anden måde end i et lokale eller på fast underlag. Og det er ikke så svært, som det lyder – så kom og prøv det af.

Tilmelding og mit program

Tror nok, at du har en palette af fremragende oplevelser at vælge imellem. Så kom du bare i gang:

Se alle aktiviteter og skræddersy dit program

Husk at tilmelde dig de aktiviteter, der kræver tilmelding. Det kan du gøre inde i din landsstævnetilmelding. Og husk at du har mulighed for at gemme dit program ved at logge ind i Mit program.

Med Mit program kan du også downloade en printvenlig pdf med dit skræddersyede program, men det nemmeste er, at du kan se alle dine gemte aktiviteter i den app, der bliver tilgængelig under Landsstævnet. Med mobilen i hånden har du alt, hvad du skal bruge.