Fra Vesterlund til Verdenshold og retur – og så til L2025!

På Vesterlund Efterskole er der fuld knald på i gymnastikhallen. Midt i virvaret af svedende teenagere og rytmiske trin finder vi Anders Sundtoft. Den 23-årige mand er vendt tilbage til stedet, hvor opvisningsgymnastikken startede for ham selv.

Fra selv at have været elev på Vesterlund efterskole har Anders Sundtoft været jorden rundt med DGI Verdensholdet og er nu tilbage som lærer. Til sommer står han som både træner, Verdensholdsgymnast og udøver selv på plænen og på gulvet i Stævnecentrum til DGI Landsstævne 2025 i Vejle.

Anders’ vej til gymnastikken  

Idrætten har altid fyldt meget i Anders Sundtofts liv. Både fodbold og håndbold har stået på dagsordenen i løbet af Anders’ opvækst, men da han i en alder af seks år trådte ind i gymnastikkens verden, var der ingen vej tilbage. Anders Sundtoft fandt en glæde og succesoplevelse i gymnastikken, som han ikke havde fundet i nogen anden idræt.

Særligt havde konkurrencegymnastikken teamgym, hvor hold konkurrerer i spring og rytmeserier, en stor plads gennem teenageårene, men da han startede på Vesterlund Efterskole i 2016, fik Anders Sundtoft øjnene op for opvisningsgymnastikken og det fællesskab der fulgte med.

”Jeg elskede teamgym, men opvisningsgymnastik gav mig noget andet,” fortæller Sundtoft og fortsætter, ”Det er mere frit og handler ikke kun om perfektion, men om at skabe noget sammen. Det handler om bevægelsesglæde og fællesskab, og det kan noget helt særligt.”

En fantastisk afslutning på et efterskoleår

Nu står Anders Sundtoft i hallen på Vesterlund igen, ikke som elev, men som lærer, hvor han underviser i gymnastik. ”Jeg får næsten kuldegysninger ved tanken om, at eleverne skal stå på plænen til Efterskolernes Show til Landsstævnet til sommer, og at det er deres tur til at opleve den følelse. Det der med at vise dem, hvor meget gymnastik kan i fællesskab, det glæder jeg mig virkelig til,” fortæller han.

Og lige netop den følelse husker han tilbage på, da han selv stod sammen med efterskoleholdet til Landsstævnet i Aalborg i 2017.

”Landsstævnet blev en virkelig god afrunding på et vanvittigt fedt år på efterskole. Det var en form for outro-tur, hvor vi fik lov at bearbejde nogle af de fantastiske oplevelser vi havde haft sammen det seneste år, fordi vi samledes i en anden setting. Det var en virkelig fantastisk afslutning,” siger Anders Sundtoft.

En oplevelse man aldrig glemmer

Som en af de elever, der hjalp med at stå for startserien i opvisningen, fik han en følelse af at kunne noget stort. ”Det var en vild oplevelse. Sådan lidt ”okay, jeg kan faktisk finde ud af noget”, fortæller han grinende.

Han husker især de første dage, som stod på mange forberedelsestimer og en masse regnvejr, men da Landsstævnet officielt startede, klarede vejret op, og satte rammerne for et fantastisk landsstævne.

”Det var helt filmagtigt. Alle skyerne forsvandt, da Landsstævnet gik i gang, og derfra var det bare sol og fest,” beskriver Anders Sundtoft.

Vil du også mærke fællesskabet til Landsstævnet?

Du kan købe billetter til Landsstævnet her, og opleve fede koncerter, sjove aktiviteter og fantastisk stemning.

Vanvittig følelse at give opvisning med så mange

At stå på græsset med tusindvis af andre efterskoleelever og være en del af efterskoleholdet var for Anders ikke kun et par opvisninger i rækken men derimod en oplevelse han sent vil glemme. Efterskoleholdet er for Anders et symbol på fællesskab og glæden ved gymnastikken.

”Det handlede ikke bare om gymnastikken i sig selv. Det handlede om at være en del af noget større, at fejre fællesskabet og skabe minder, man aldrig glemmer. ”Én ting er at stå til en opvisning med 200 andre elever. Det er en virkelig god oplevelse. Men at stå på græsset med så mange, som efterskoleholdet er, er en vanvittig følelse.” mindes Anders.

Med Verdensholdet i bagagen

I 2023 og 2024 rejste Anders Sundtoft verden rundt med det 14. DGI Verdenshold. I løbet af halvandet år besøgte Verdensholdet mange spændende lande, hvor han og holdet optrådte og lavede gymnastik med et hav af forskellige kulturer. Det var en oplevelse, der ikke blot handlede om gymnastik på højt niveau, men i høj grad også om det særlige sammenhold, der opstod mellem gymnasterne.

"Det er umuligt at forstå, hvilket bånd man får, når man lever sammen 24 timer i døgnet i så lang tid. Vi bliver som en familie," fortæller Anders Sundtoft og uddyber, "Vi har set hinanden i de vildeste optursøjeblikke, men også støttet hinanden, når det har været hårdt. Det bånd er noget helt unikt."

Efter den intense rejse ser Anders Sundtoft frem til at bruge sine erfaringer fra Verdensholdet, når han nu underviser på Vesterlund.

"Jeg står meget nede i hallerne og bruger de redskaber, jeg har samlet op på Verdensholdet," siger han og fortæller med et smil, hvordan det hele nærmest er forbundet med den følelse, der startede på Vesterlund, hvor han for første gang oplevede gymnastikkens stærke fællesskab.

Til Landsstævnet 2025 vil Anders Sundtoft ikke blot stå som træner for Vesterlund-eleverne, men også deltage selv – både som Verdensholdsgymnast, hvor han og resten af Verdensholdet 2023/2024 fremviser det fantastiske show Kata, men også i flere andre opvisninger. "Jeg glæder mig helt vildt til at være med i så mange forskellige projekter under Landsstævnet. Jeg føler, jeg kommer ind bag maskinen, og det ser jeg virkelig frem til," fortæller han med begejstring.

Landsstævnet: En helt særlig stemning

For Anders Sundtoft er Landsstævnet dog meget mere end bare gymnastik. ”Det er festivalstemning, sommer og fællesskab. Der er så mange mennesker samlet på ét sted, og man møder mennesker fra hele landet. Og så selvfølgelig alt fra beachvolley til koncerterne – der er virkelig så mange fede ting,” siger han med et smil.

På trods at et program fyldt med opvisninger og gymnastik, så ser Anders Sundtoft frem mod DGI Landsstævne 2025 ned én særlig forventning: ”Jeg glæder mig mest til at se mine gymnastikvenner fra hele landet og dyrke fællesskabet.”