Fire erfarne koreografer skal iscenesætte Landsstævnets åbning og afslutning

DGI har udvalgt de fire koreografer, der skal udtænke og planlægge de store åbnings- og afslutningsshow til Landsstævnet i Vejle næste sommer.

I Svendborg 2022 var 16.500 deltagere samlet på græsset under åbningsshowet, da paradens deltagere alle gik ind og samledes rundt om scenen i midten. Foto: Jens Astrup

Når DGI Landsstævne skydes i gang 3. juli 2025 og siger farvel og på gensyn 6. juli, vil det være med to imponerende shows med masser af bevægelse, livemusik, fest og farver.

Og DGI har nu udvalgt de to, der skal stå for åbningsshowet, nemlig Maiken Meldgård og Line Traberg, mens Katrine Runge og Anna Bech skal stå for afslutningsshowet. Alle fire er erfarne koreografer og har bl.a. været gymnaster på DGI’s Verdenshold.

25.000 deltagere ventes til DGI Landsstævne i Vejle, og Landsstævnets åbningsshow har tradition for at være et særdeles festligt show, der kommer i forlængelse af, at deltagerne går paraderuten gennem Vejle by. Deltagerne kan glæde sig til at overvære og måske endda tage del i Landsstævnets åbningsshow, mens de står inde på Landsstævne-stadion. Det vil også være muligt at købe billetter som tilskuer.

De to koreografer, som skal stå for åbningsshowet i Vejle, var selv med i Landsstævnets åbningsshow i Esbjerg i 2013 og i Aalborg i 2017, og de glæder sig til at tage fat på opgaven.

”Vores tilgang til processen med at skabe showet er tænke stort – rigtig stort. Det er fedt at have et fyldt stadion med et kæmpe publikum, som vi både kan involvere og imponere uanset alder og aktivitet,” siger Line Traberg.

Mere end gymnastik

De to iscenesættere har solid erfaring som gymnaster og instruktører, men de er meget opmærksomme på, at åbningsshowet skal rumme meget mere end gymnastik, for Landsstævnet favner over 30 idrætter og 400 forskellige workshops. Planen er at få en masse forskellige aktører til at indgå i showet.

”Vi forventer en sjov og spændende kreativ proces. Det er megafedt at få mulighed for at skabe så stort et show, som så mange skal se. Vi går til det med stor ydmyghed og ærefrygt, men vi glæder os også bare virkelig meget,” siger Line Traberg.

Billetter til åbning- og afslutningsshow

Salget af showbilletter åbner 12. november. Hvis du køber en billet til Landsstævne, kan du tilmelde dig paraden og opleve åbningsshowet fra plænen. For landsstævnedeltagere er paraden og dermed åbningsshowet gratis.

”Vi vil røre folk”

Katrine Runge og Anna Bech skal stå for afslutningsshowet af DGI Landsstævne i Vejle søndag den 6. juli – et show, som de har store ambitioner for.

”Vi skal i gang med en kæmpe brainstorm. Vi har ambitioner om, at vi gerne vil røre folk og bare lave et fedt show, som kan inkludere publikum og sætte en masse følelser i spil,” siger Katrine Runge.

Ved det seneste Landsstævne i Svendborg var både Katrine Runge og Anna Bech med i åbnings- og afslutningsshowet med DGI Verdensholdet.

En anderledes proces

Både Katrine Runge og Anna Bech har stor erfaring med koreografi, dans og bevægelse – men Landsstævnets afslutningsshow er en ny og anderledes opgave.

”Det er en sjov og anderledes proces at være en del af, og noget helt andet end at lave en almindelig gymnastikopvisning, som vi før har prøvet – så vi glæder os bare helt vildt til at komme i gang,” siger Katrine Runge.

Ved det seneste DGI Landsstævne i 2022 i Svendborg blev åbnings- og afslutningsshowet transmitteret på DR1, og udover showdelen var der bl.a. taler af DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen og Svendborgs borgmester, ligesom statsminister Mette Frederiksen holdt tale ved afslutningsshowet.

DGI Landsstævne

DGI Landsstævne er Danmarks største idrætsfestival med mere end 30 idrætter og et hav af aktiviteter. Hvert fjerde år strømmer tusindvis af aktive danskere til en ny værtsby, og i 2025 er det Vejle, der byder velkommen. Landsstævnet afholdes fra den 3.-6. juli 2025, og der forventes over 25.000 deltagere.