Fremtidens Motionscykelløb - Dit valg, din sikkerhed
Med en ny kategorisering af motionscykelløb ønsker DGI, DCU og en række løbsarrangører at udbrede den gode cykelkultur.
Rigtig mange deltager hvert år i motionscykelløb, og de fleste kommer hjem med en god oplevelse. De senere år har der desværre været flere tilfælde, hvor nogle deltagere med uforsvarlig kørsel tilsidesætter egen og andres sikkerhed – det ønsker DCU, DGI og de største danske motionscykelløb at undgå.
Derfor bliver motionsløbene fremover inddelt i tre forskellige kategorier - rød, blå og grøn. Kategoriseringen fortæller motionsrytterne, hvad de kan forvente af det løb, de deltager i, og sender et fælles budskab om ”dit valg – din sikkerhed” på tværs af idrætsorganisationer og løbsarrangører.
Fakta: Fremtidens Motionscykelløb
17 motionscykelløb er med i samarbejdet 'Fremtidens Motionscykelløb - Dit valg, din sikkerhed'. Det er:
Grejsdalsløbet, DGI Hærvejsløbet, Stjerneløbet i Roskilde, Fjorden Rundt, Tøserunden, Sjælland Rundt på cykel, Sjælland på Tværs, Fjordløbet Randers, Danmarks Højeste Motionscykelløb, Fyen Rundt, Medieløbet, Stjernetour de Grindsted, Tour de Vestfyn, Coast2Coast Jylland, Bakkeløbet, Sjælsø Rundt, Geopark Bjerg Grand Prix, Aarhus-København.
Derudover står DCU, DGI og motionscykelløbene sammen om et kodeks for deltagelse i vores motionscykelløb. Det betyder, at deltagere skal:
- Overholde færdselsreglerne
- Rette sig efter løbsarrangørernes anvisninger
- Vise hensyn
- Have respekt for andre
- Kende egen begrænsning
Herunder kan kategoriseringsmærkerne downloades. Vi opfordrer løbsarrangørerne til at placere mærket et synligt sted på motionsløbets hjemmeside, så deltagerne nemt kan aflæse, hvilket type løb der afholdes.