Lokaldysten 2024 Struer Kommune: Sejren kom bag på vinderen

Bremdal, Thyholm og Hjerm dystede om titlen som Struer Kommunes mest aktive lokalsamfund. Med 1,4 kilometer pr. indbygger trak Hjerm sig sejrrigt fra Lokaldysten 2024.

Bremdal, Thyholm og Hjerm var alle med, da præmieoverrækkelsen fandt sted i Hjerm. Foto: Stefan Paabøl Thomsen

120 minutter. Så meget tid fik indbyggerne i Bremdal, Thyholm og Hjerm til at løbe, gå og cykle så mange kilometer som muligt for at hjælpe deres lokalsamfund mod titlen som Struer Kommunes mest aktive lokalsamfund i 2024.

Lokaldysten blev for første gang nogensinde afholdt i Struer Kommune, og det tiltrak alle store som små, unge som gamle. Det vakte stor glæde hos Flemming T. Sørensen, formand for Kulturudvalget i Struer Kommune:

”Det er helt fantastisk at se et barn på tre måneder være med. Der er nogle forældre som gerne ville støtte det. I den anden ende var der en på 89 år – at der også er nogle aktive dér er guld værd.”

Bremdal afholdt deres dyst i juni, mens Hjerm og Thyholm fulgte trop i august – og i mandags markerede præmieoverrækkelsen afslutningen på Lokaldysten 2024.

Hvad er Lokaldysten?

Lokaldysten er et koncept under DIF og DGI’s vision Bevæg dig for livet. Konceptet skal samle og aktivere de små lokalsamfund og skabe en aktiv fest hvor alle kan være med – også dem i klapvogn og kørestol.

Vinderen er det lokalsamfund, som løber, cykler og går længst ift. antallet af indbyggere.

1.556 imponerende kilometer sikrede sejren

Sådan gik det i Struer Kommune

  1. Hjerm: 1.556 km., 130 deltagere - 1,4 km. pr. indbygger
  2. Thyholm: 1.007 km., 80 deltagere - 0,89 km. pr. indbygger
  3. Bremdal: 699 km., 80 deltagere - 0,4 km. pr. indbygger

I alle lokalsamfund var støtten til Lokaldysten flot. I Hjerm tilbagelagde 130 deltagere hele 1.556 kilometer. Det var nok til at sikre sejren. Med 1,4 kilometer pr. indbygger (kilometer cyklet blev halveret i regnskabet) var der 0,5 kilometer pr. indbygger ned til andenpladsen Thyholm.

Præmien til førstepladsen var et gavekort på 5.000 kr. til aktiviteter for fællesskabet. At det overdimensionerede gavekort skulle finde sig et hjem i Hjerm, havde Nicole Væring Brander, sekretær i hovedbestyrelsen i Hjerm FIF, ikke regnet med:

”Hvis jeg skal være helt ærlig, så havde vi ikke forventet det. Der var mange ting den dag, og vejret var ikke godt, men det blev megagodt, og det viser, hvor stærkt et lokalsamfund vi har,” udtalte hun ved præmieoverrækkelsen i Hjerm.

Thyholms 0,89 kilometer pr. indbygger rakte til en andenplads og et gavekort på 3.000 kr., mens Bremdals 0,4 kilometer pr. indbygger kastede et gavekort på 1.000 kr. af sig.Nicolie Med Gavekortet Til Hjerm

Nicole Væring Brander havde ikke regnet med, at Hjerm ville stå som vinder af Lokaldysten 2024. Foto: Stefan Paabøl Thomsen

”Vi skal have så mange med som muligt”

Selvom Flemming T. Sørensens by Bremdal måtte nøjes med tredjepladsen, blev begejstringen for Lokaldysten ikke dæmpet af den grund.

”Det er en mulighed for at samle hele byen en enkelt dag og lave nogle aktiviteter. Om det er løb, gang eller cykling er lige meget. Det med at samle folk og dyste mod de andre byer i kommunen er altid spændende.”

”Vi skal have så mange med som muligt.”

Lokaldysten i Struer Kommune var den sidste i Vestjylland i 2024. Også i Holstebro Kommune, Ringkøbing-Skjern Kommune og Lemvig Kommune har lokalsamfund dystet mod hinanden.

Se hvordan Lokaldysten så ud i Struer Kommune