24-timers Padelmaraton Skaber Begejstring og Indsamler Midler til Ny Padelbane

Agerbæk SF Padel afdeling har netop afsluttet en bemærkelsesværdig 24-timers padelmaraton, som har samlet betydelige midler til opførelsen af en ny padelbane.

Efterspørgsel Efter Flere Baner Var Med Til At Skabe En Anderledes Idé

Agerbæk SF Padelafdeling har taget en anderledes og sjov tilgang til at finansiere deres kommende padelbane. Ved at afholde et 24-timers padelmaraton har foreningen både samlet penge ind og skabt fællesskab blandt lokale. Initiativet kommer i kølvandet på stigende efterspørgsel efter flere spilletider og baner, hvilket har gjort projektet nødvendigt.

Padelforeningen har i øjeblikket to baner, der blev etableret i 2019 og 2020. Efter en stor efterspørgsel og et konstant højt aktivitetsniveau blev beslutningen om en tredje bane en nødvendighed.

"Vi har oplevet en enorm interesse og efterspørgsel efter flere spilletider. Den tredje bane er nu under opførelse og forventes at være klar om 3-4 uger," siger Pedersen.

Det alternative fundraiser-event – en 24-timers padelmarathon – blev arrangeret som en måde at støtte op om den nye bane. I stedet for traditionelle sponsorcykelløb, som man kender fra andre velgørenhedsarrangementer, hvor deltager cykler uafbrudt i 24 timer, valgte foreningen at kaste sig over et padel-event ad samme kaliber.

"Vi ønskede at gøre noget, der relaterer direkte til sporten og skaber ekstra engagement og som passede lige ned i vores forening i stedet," forklarer Jonas Pedersen. " og det må man sige, har haft en stor succes". 

Anderledes Priser, Stor Deltagelse

Arrangementet trak ikke kun padelspillere til, men også mange lokale, som blot kom forbi for at støtte op om projektet og opleve stemningen. Jonas Pedersen udtrykte stor glæde over det sociale aspekt: "Der har været rigtig mange mennesker forbi, specielt i går aftes, og det har været fantastisk, også folk som slet ikke spillede  kom forbi med en donation for at støtte op om projektet."

For at deltage i eventet skulle spillerne betale en højere pris end normalt, nemlig 200 kr. pr. person pr. time. 

"Normalt koster det 200 kr. for en bane til pay-and-play, men her var det per deltager, så det blev hurtigt ganget op for at støtte projektet," forklarer Pedersen. Under normale omstændigheder kan medlemmer betale 800 kr. for et helt år med fast spilletid på to timer om ugen.

På spørgsmålet om fremtidige events, er der ingen tvivl om, at 24-timers padelmaraton kunne blive en tilbagevendende begivenhed.

"Det har været en fantastisk oplevelse. Vi overvejer, om vi skal gøre det til en årlig tradition eller måske arrangere et 12-timers event næste gang. Jeg er lidt træt nu, så det skal vi tage til revurdering, men at lave en fællesaktivitet lignende næste år, det skal vi helt sikkert " afslutter Jonas Pedersen med et smil på læben.

Med den kommende bane og den store opbakning fra lokalbefolkningen ser Agerbæk SF Padel frem til at fortsætte med at tilbyde endnu bedre faciliteter og flere spillemuligheder for alle padelentusiaster i området.