Valgfag skaffer unge frivillige

På Skærbæk Distriktsskole har idrætslærer Keld Stenger fået en god idé sammen med DGI Sønderjylland og Bevæg dig for Livet i Tønder Kommune.
De udbyder hjælpeinstruktøruddannelse 1 inden for gymnastik som valgfag i 7. klasse.

Lige før Coronavirussen lukkede Danmark ned nåede DGI Sønderjylland at kigge forbi til valgfagets praktiske afslutning i 7. klasse på Skærbæk Distriktsskole. 

12 valgfagselever og idrætslærer Keld Stenger stod klar til at tage imod prøvekaninerne - en flok børn fra skolens 0. klasse, som skulle guides og testes i dagens planlagte gymnastik program. 

Normalt ville DGI's hjælpeinstruktøruddannelse 1 i gymnastik blive afholdt som en 20-timers weekendkursus, men Keld Stenger kom på en god idé:

"De energiske unge mennesker arbejder i deres fritid, og det er de samme vi gerne vil have i vores foreninger, derfor har de ikke tid til at tage på weekendkurser, og så tænkte jeg; det må vi kunne udbyde som et idrætsvalgfag i skolen" udtaler Keld Stenger, som udover at være idrætslærer 22 timer om ugen også er landmand og frivillig formand i Frifelt Sportsforening

Nye frivillige til foreningerne

I alt har 12 elever tilmeldt sig valgfaget, hvoraf kun 3 af eleverne allerede er frivillig i en forening, og det har været en øjenåbner for Keld:

"Lige pludselig kunne jeg jo se, at vi med dette koncept kan uddanne frivillige til gavn for vores nærtliggende foreninger i Sparta/Døstrup, Skærbæk og Frifelt - for der er dukket unge mennesker op, som vi ellers ikke ville have set ude i foreningerne ej heller prikket på skulderen."

Valgfaget har uddannet 12 nye gymnastik Hjælpeinstruktører og to af dem er Nicki Clausen på 13 år og Simon Wind på 14 år:

"Jeg synes valgfaget lød rigtig sjovt, og så ville jeg gerne blive bedre til at tage imod" udtaler Simon Wind, der ikke har været frivillig i en forening før. 

"Jeg var allerede hjælper inden for gymnastik, og så tænkte jeg, at jeg ligeså godt kunne tage uddannelsen" siger Nicki Clausen.

Her ses Nicki og Simon i gang med at tage imod ved håndstand:

 Skærbæk skole_valgfag_3.jpg 

Vil I høre mere om valgfaget?

I kan kontakte foreningskonsulent Janne Bonde fra DGI Sønderjylland på tlf. 40 30 09 24 eller mail janne.bonde@dgi.dk og få en snak om jeres muligheder.

Derudover vil Keld Stenger meget gerne komme ud og hjælpe skolerne i gang med konceptet, og fortælle, hvordan valgfaget struktureres ind i skolen.