”Fedt at prøve nye løberuter i København”

Forud for årets Etape København, snakkede vi kort med Carsten Lind fra Copenhagen Frontrunners. Copenhagen Frontrunners plejer med deres fantastiske humør og farverige påklædning at være et festligt indslag i feltet. Og med knap 20 tilmeldte til Etape København 2019 tegner det til at gentage sig.

Hvorfor opfordrer I jeres medlemmer af Copenhagen Frontrunners til at deltage i Etape København?

”Vi bruger det som et af vores årlige fællesløb, da det er fleksibelt om man enten løber alle 5 etaper eller blot en enkelt eller to. Vi har deltaget de seneste år, og har I år opfordret alle vores 120 løbere til at melde sig på en enkelt aften. Vi gør det af to årsager: For at synliggøre LBGT-miljøet i en løbssammenhæng og for at skabe en social ramme, hvor deltagere fra vore forskellige hold mødes på tværs”.

Hvad er det fede ifølge dig/jer ved Etape København?

”For det første, at vi som klub får en fælles og social oplevelse sammen. For det andet motiverer muligheden for individuel tidstagning de løbere, som ønsker konkurrence. For det tredje bruger vi Etape København til at gå ud efter et løb for at spise sammen. Det er en sjov og god oplevelse for os alle”. ”Det at Etape København ligger før sommerferien og efter de store løb Royal Run og Copenhagen Marathon er timingmæssigt også et godt tidspunkt på året. Bliv ved med det!”.

Har du et særligt Etape København-minde?

”Det at man får mulighed for at prøve nye løberuter i København er rigtig godt. Sidste år var turen i Valbyparken ekstra skøn, da vejret var godt og man løb langs vandet. Jeg glæder mig til at løbe alle 5 ruter her i 2019 og se nye dele af byen, som jeg ellers sjældent ser”.

FAKTA OM ”COPENHAGEN FRONTRUNNERS”

Copenhagen Frontrunners er Pan Idræts løbeklub for alle LGBTQ+ i det Storkøbenhavnske område. Klubbers godt 120 medlemmer tæller alt fra nybegyndere til de mere rutinerede og hurtige løbere. Klubben har fællestræning hver tirsdag kl. 18.00 – 19.00 med udgangspunkt fra Nørre alle 53, 2200, Kbh. N. Læs mere på https://panidraet.dk/da/idraetsgrene/lob/