”Etape København skaber et fantastisk sammenhold”

Adidas Runners Copenhagen var med sine godt 25 deltagere til årets Etape København en af årets markante skikkelser. Med flotte præstationer på hver etape, godt humør og masser af larm på løbets sociale medier satte løbefællesskabet et stærkt aftryk på årets løb. Vi har i kølvandet på sidste etape, snakket med Maria Høyer Olsen fra Adidas Runners Copenhagen, der vandt kvindernes holdkonkurrence.

Maria Høyer Olsen, løber fra Adidas Runners Copenhagen

Hvad var din største oplevelse ved dette års Etape København?

Min største oplevelse var, at observere hvad løb kan og hvad det gør ved sammenhold. Både på tværs af klubber, hold og alder. Alle løb deres eget løb, men der hersker ingen tvivl om, at vi var sammen om det. Det kunne man mærke både ude på ruten, og når man ramte målstregen. Jeg oplevede flere gange at se løbere med overskud, tage løbere med mindre overskud under deres vinge og hjælpe dem i mål. Også selvom man aldrig havde mødt hinanden før. Den oplevelse sidder dybt i mig, og hovedingrediensen i min egen motivation.

Hvilken etape var din favorit i år?

Etapen voksede helt klart på mig. Selvom kroppen var en smule træt, da vi nåede torsdag, havde jeg det overraskende godt, da vi løb Amager Fælled og Amager Strandpark (4. og 5. etape). Det handler helt sikkert også om, at man finder en rutine. Synes ikke jeg kan vælge én favorit etape, da det var 5 meget forskellige etaper. Der var både gode og dårlige dage, men slutproduktet var en favoritfølelse, hvor man kommer ud på den anden side, og har lært meget om sig selv både fysisk og mentalt.

Hvad er dit bedste råd til nye Etape København løbere?

Tag en uges ferie bagefter, haha.. Nej, jeg synes det gav mig super meget energi at løbe etapen. Mit bedste råd er at forberede sig på etapen, træne op og sætte sig ind i ruterne. Forberedelse er alfa omega, hvis man vil forebygge skader og komme ud på den anden side med et smil på læben. For i bund og grund handler det om at være glad i sit løb og synes det er sjovt. 

Ser vi dig igen i 2020?

Det gør I. Og jeg er sikker på at Adidas Runners Copenhagen vil være yderligere repræsenteret næste år efter dette års succes. Vi glæder os!

Tjek Adidas Runners Copenhagen Facebookgruppe og find mere info om løbefællesskabets mange tilbud: https://www.facebook.com/groups/adidasrunnerscopenhagen/