"Vær rolig. Hesten kan mærke, hvis du ikke er rolig." Sådan lød 12-årige Ronjas råd, inden jeg for første gang skulle svinge mig op på kæphesten Blue. I ridehallen ventede 8 andre børn i alderen 7-12 år med deres kæpheste, en springbane, en forhindringsbane til ponygames og et område til dressur.

Kort forinden havde hun introduceret mig til Hobby Horse og dagens undervisning i Give Egnens Rytterforening. Selv har Ronja 4 kæpheste. Obelix, der er doven hvis man rider uden pisk, unghesten Angel Blue, der er ret vild og den lille pony Spotlight blev dog hjemme i stalden.

I dag var det nemlig den velopdragne Dixie på 7 år, der var med til undervisning, og Ronja havde selvfølgelig yndlings-godbidden med i lommen: nemlig sukkerknalder, lavet som små perleplader. Jeg håbede bare, at min egen kæphest ville være sød, da jeg måtte indse, at jeg var uforberedt og ingen godbidder havde.

Pas på bukkespring!

Efter en opvarmning med dressurøvelser i alle tre gangarter, gennemgik underviser Tinna Maria Sørensen springbanen. 5 spring i alt, cirka 40 centimeter i højden, ét med vandgrav og i alle regnbuens farver. Og tag ikke fejl: bare fordi man rider på en kæphest, kan den altså godt både vrinske og lave bukkespring, kunne jeg se hos de andre ryttere. Så jeg klappede Blue lidt ekstra på halsen, inden vi red frem.

Heldigvis opførte min kæphest sig pænt – men det viste sig, at det er overraskende svært at løbe og springe, når man har en kæp mellem benene og holder hænderne bag hestens nakke. Alligevel lykkedes det at komme gennem banen uden fejl til lyden af et heppekor i verdensklasse.

Da jeg senere hørte, at nogle af pigerne springer med sin hest over forhindringer, der er 80 centimeter i højden – og gerne 1 meter uden hest – måtte jeg samle kæben op fra sandbunden. Det tror jeg ikke, Blue og jeg havde klaret, og det samme gælder i øvrigt mine knæ, ankler og generelt halvsløje adræthed. Det var en flok seje ryttere, jeg var i selskab med, tænkte jeg.

En del af flokken

"Hobby Horse er en leg, hvor man rider rundt på sin kæphest og laver det samme, som man ville gøre på en almindelig hest. Man får rigtig meget motion, og rytterne er gode til at hjælpe hinanden. Vi har ikke fokus på teknik – vi skal bare lege, bruge fantasien og have det sjovt," siger Tinna Maria Sørensen, der også er mor til Ronja.

Da jeg spurgte en af de yngre ryttere, fortalte hun, at hun elsker især to ting ved Hobby Horse: at være sammen med sine venner og at springe på sin hest. Dét svar opsummerer min oplevelse rigtig godt. Jeg blev taget varmt imod, måtte stille spørgsmål, fik gode råd, hørte historier om hestene og blev heppet på som aldrig før. Rytterne fik mig virkelig til at føle mig som en del af fællesskabet.

Humøret på holdet var helt i top i den time, vi red rundt med smil, røde kinder og måske lidt kolde tæer, inden vi satte gang i højdespringskonkurrencen, der afsluttede træningen. Jeg måtte se mig slået trods mine 176 centimeters højde og lange ben, som ellers skulle være en fordel. Man skal ikke sådan lægge sig ud med Ronja, Leopold, Marie og de andre ryttere.

Kæpheste er leg, motion og fællesskab