"Vores store udfordring var den samme, som andre foreninger slås med: Vi stod og manglede instruktører til vores hold, når sæsonen startede. Det er sjældent, at instruktører kommer ind i foreningen af sig selv, så den bedste løsning var at ”føde dem selv” så at sige."

Det fortæller 30-årige Daniel Sørensen, der har været instruktør i Randers Gymnastiske Forening gennem 9 år. Han er tidligere instruktør for foreningens juniorhold, og han begyndte at tage fat i nogle af de unge for at høre, om de kunne være interesseret i at blive hjælpeinstruktører.

"Vi har altid et sommer-hold i maj og juni, og for de ældste gymnaster er holdet en mulighed for at prøve instruktørrollen af. De får sammen nogle opgaver til hver træning – at stå for opvarmning, for et spring eller udstræk. De øver sig i at stå foran børnene og instruere dem, og på den måde får de nogle erfaringer og kompetencer, så de er klar til at indgå som hjælpere i den efterfølgende sæson," forklarer Daniel Sørensen.

Han står for oplæringen, og han plejer at tage 5-8 unge ind i folden hvert år. I år er der seks nye hjælpeinstruktører på vej, som bliver fordelt på tre af klubbens hold.

Treårsplan for instruktørerne

En af de største udfordringer for foreningen er at sikre, at der er tilpas mange opgaver til de unge hjælpeinstruktører – og at de bliver udfordret på deres kompetencer.

"Hvis vores unge hjælpeinstruktører føler, at de ikke bliver presset på træningen, så keder de sig. Nogle gange beder jeg dem om at gøre nogle ting, tage ansvar for nogle stationer eller elementer i træningen, som egentlig var ud over deres umiddelbare kompetence-niveau, men langt de fleste af vores unge går på sådan en opgave med krum hals. Og det giver dem mod på mere," siger Daniel Sørensen.

Han og foreningen er i gang med at lave en såkaldt ’treårsplan’ for hjælpeinstruktørerne, der typisk er fra 13 til 16-17 år.

"Vi har testet dem rigtig meget de senere år, og det har været for at finde ud af, hvad kan de klare, hvad kan de før, de får ansvar på et hold. Tanken er, at der skal ligge en klar plan for hver enkelt instruktør; hvad de skal have af hold, hvilket ansvar de løbende skal have," siger han.

Det første år er målsætningen, at de skal kunne stå for opvarmningen selv. Andet år er målsætningen, at hjælpeinstruktørerne skal kunne tilpasse enkelte stationer i træningen.

"De skal ikke stå for modtagelsen på et spring alene, men vi forventer, at de i løbet af sæsonen skal kunne sætte små stationer op og kunne rette børnene."

Tredje år er det planen, at hjælpeinstruktørerne skal kunne lave en decideret springtræning, sætte stationerne op, stå klar til at tage imod på nogle af springene og kunne rette børnene.

Ikke nok med kursus

Skal man som forening have gang i en fødekæde af hjælpeinstruktører ligesom Randers GF, er det dog ikke nok kun at sende dem på uddannelse eller kursus, selvom det også er rigtig vigtigt, understreger Daniel Sørensen.

"Det er supervigtigt at foreningerne får uddannet de unge, så de føler sig rustet til opgaven som hjælpeinstruktør. Men når man så har fået dem med, så skal man turde give dem ansvar. Ellers går de døde i det," siger han.

Men man nødt til at lave benarbejdet hjemme i foreningen først, identificere hvem der kunne tænke sig at være hjælpeinstruktør og tænde de unges motivation for hjælperrollen først. I Randers GF forsøger foreningen at gøre det ved at danne makkerpar mellem de kommende hjælpeinstruktører, så de altid har en makker at støtte sig til, allerede inden de får tildelt et hold.

"Det er en rigtig god idé at skabe relationer på tværs af holdene i foreningen mellem de unge, som har lyst til at være hjælpeinstruktør, så de er en gruppe, der kan se meningen med det."

Her har de knækket koden til flere hjælpeinstruktører