Ejerskab gør en verden til forskel

FORMANDENS ÅRSBERETNING. Hvad er der egentlig sket det sidste år? Det tænker en formand, hver gang han sætter sig ved computeren og skal i gang med beretningen. Vi har haft travlt med rigtigt mange ting, men det er travle hverdage frem for store historiske beslutninger og nye strategiske indsatser. Sådan skal det være, for vi tog i 2014 den historiske beslutning om visionen 25-50-75, som siden har fået titlen Bevæg dig for livet. Det er en vision, som rækker frem mod 2025, så vi har arbejdsår foran os, hvor vi vil være optaget af, hvordan vi når visionen.

Visionsarbejdet fylder rigtigt meget i DGI – og det skal det også, for målet med visionen ligger i en lige forlængelse af vores historie og værdier. Men vi skal hjælpe hinanden til at få det til at fylde meget på den rigtige måde. Er vi sammen med DIF ved at bygge en ny supertanker med nye hierarkier og lange kommandoveje eller bliver det en stor flåde af manøvredygtige fartøjer, som sejler under samme flag og nogenlunde i samme retning?

Læs hele Søren Møllers beretning

Idrætsinspiration til foreningerne

Intro: Tilbud skal matche danskernes ønsker

Herunder får du indblik i mange af de tilbud, DGI har til foreningernes trænere, ledere og bestyrelsesmedlemmer.

Udvalget er stort og ønskerne fra foreningerne er mange og forskellige. Derfor lægger vi vægt på at udvikle og justere vores uddannelser, arrangementer og events i samarbejde med brugerne: Foreningerne, deres medlemmer og frivillige.

På den måde kan DGI være en kompetent og værdifuld samarbejdspartner for foreningerne, så de kan stille skarpt på konkrete udviklingsområder, lave mål og handleplaner. Den type udviklingsforløb har været en af de prioriterede indsatser i det seneste år.

Børnespil giver vækst

HÅNDBOLD. En stigning på godt og vel 200 procent. Det har DGI Håndbold oplevet med MTH eller Max.Totalhåndbold fra 2.300 børnespillere ved stævner i 2014 til omkring 6.800 i 2016.

Samtidig er der etableret 70 permanente baner med reduceret banelængde til spillet med blød bold og vejledende regler.

Udviklingen skyldes et spil med masser af tempo, mange boldberøringer og afslutninger. Det aktiverer flere spillere ad gangen og giver forældrene mulighed for selv at få motion samtidig med deres børn ved at træne håndboldfitness i den anden ende af hallen.

De fleste baner har fået støtte fra DGI Håndbold.

Fokus på sikkerhed

CYKLING. DGI Cykling har uddannet 725 holdkaptajner til at tage hånd om sikkerhed og adfærd i trafikken. De skal introducere landevejsryttere i deres klubber til at følge nogle enkle regler på deres ture på landevejene. Fokus er især på nye ryttere, men retter sig også mod erfarne ryttere.

DGI samarbejdede igen i 2016 med TV2 på stationens rundtur til 10 byer med en Tour de France karavane af cykeleksperter. DGI havde det tekniske ansvar for 10 voksencykelløb og 10 børneløb i tæt samarbejde med de lokale foreninger, klubber og kommuner. 4.000 børn deltog i de såkaldte kidsraces og 1.400 voksne deltog i landevejs-, gade- og og urbane MTB-løb.

Intensivt samarbejde og tilpasset spil

Intensivt fjer-samarbejde

BADMINTON. DGI Badminton og Badminton Danmark har sluppet kampen om medlemmerne og intensiveret et samarbejde for at stoppe den fortsatte medlemstilbagegang og styrke idrætten. Der er nu kun én sæsonplan, én ungdomsholdturnering, én træneruddannelse, én række store fælles individuelle turneringer, hvor der spilles sammen om de danske mesterskaber m.m.

Der arbejdes også for én seniorholdturnering, ét senior+ begreb, ét motionsbegreb m.m. De to organisationer har etableret en række fælles samarbejdsudvalg og -platforme til at koordinere opgaverne fremover for igen at gøre badminton til en vigtig faktor i foreningslivet.

Tilpasset spil tænder unge

TENNIS. JuniorTour er et stævnekoncept for juniorer inden for tennis, som bygger på en breddeorienteret tilgang med mange kampe og inddeling efter niveau. Et koncept som mere end 1.000 unge tennisspillere har deltaget i inden for de første ni måneder af 2016. Man spiller med den boldtype og på den banestørrelse, der passer til den enkelte spiller.

Omkring 10.000 skolebørn blev præsenteret for tennis via ”Klar, parat tennisstart” i 2016, og med JuniorTour bliver overgangen fra træning til kamp for dem nemmere, og de unge tennisspillere vænner sig på en god måde til at stå i en stævnesituation.

Sikkerhed i højsædet

GYMNASTIK. I 2016 har DGI Gymnastik sat endnu større fokus på at udvikle koncepter for kvalitetssikring og sikkerhed i træningen.

DGI Gymnastik har sammen med GymDanmark opdateret sit springsikker-koncept, så de nye uddannelsesmaterialer for instruktører i springgymnastik nu er klar til efterårets uddannelser. Samtidig vil en ny hjemmeside se dagens lys. 

Foreninger og instruktører i rytmisk gymnastik har også efterspurgt en lignende uddannelse på et højt rytme-fagligt niveau. Efter en svær start ligger det materiale nu også klar, så foreningerne kan begynde at benytte det i 2017.

Flere landsdelsforeninger er desuden kommet i gang i 2016 med at lade lokale foreninger drive landsdelshold i deres faciliteter og med instruktører, man finder i fællesskab.

En ny tids samarbejde

FODBOLD. DGI Fodbold er rykket et sted hen, ingen havde troet muligt for få år siden. DGI Fodbold og Dansk Boldspil-Union har etableret et samarbejde i Bevæg dig for livet.

Sammen vil de to organisationer fokusere på klubberne og deres medlemmer for at komme deres ønsker i møde.

Samtidig vil organisationerne forsøge at skaffe flere frivillige til klubberne. Det skal blandt andet ske gennem et klubudviklings-forløb for teenagere, fælles samlinger for visions- og foreningskonsulenter samt en indsats for at fremme fodboldfitness for kvinder og motionsfodbold for mænd.

Basketball samler børn

BASKETBALL. DGI Basketball har oplevet en stigning på næsten 30 procent medlemmer fra 0-12 år siden 2013. En vigtig årsag er den massive indsats i folkeskolen, hvor DGI i samarbejde med DBBF og BørneBasketFonden har gennemført og planlagt et 6-ugers forløb med over 300 skoleklasser med i alt 7.000 børn alene i 2016.

727 deltog i kurser i 2016 mod 588 i 2015 og 2.400 har deltaget i 60 camps, dvs. 30 procent flere end i 2012. Desuden har de tre aktører stiftet 16 nye Børnebasketklubber, hvor der strategisk set ”mangler” basketballklubber.

DGI har 1,5 millioner medlemmer

Helt præcist 1.524.083 danskere var i 2015 medlem af DGI’s foreninger. Det er en tilbagegang på 6.675 medlemmer i forhold til året før, hvilket svarer til 0,44 procent.

Udvidelse og aflysninger

Svømmeskoler udvider

SVØMNING. I 2016 fik DGI Svømning slået hul på brugen af Svømmeskole-konceptet.

13 nye foreninger har integreret det i deres daglige undervisning, så det samlede antal foreninger nu er 23, der bruger DGI's koncept i hverdagen.

Samlet set lærer mere end 9.000 børn at svømme efter konceptet.

Aktiv trods problemer

DANS & MUSIK. Dans & Musik og alle dens dansearter holder sig aktiv i foreningerne. Sigtet er aktuelt L2017 i Aalborg.

Men tabet af udvalg i mange landsdelsforeninger koster i service og frivillige.

Desuden må mange kurser for instruktører aflyses på grund af manglende tilslutning og høje priser.

Nye veje for skytter

SKYDNING. Skydeidrætten er truet af restriktive EU-våbenregler, som begrænser skytters muligheder for at dyrke deres idræt. Samarbejdet med Danmarks Jægerforbund, Våbenhandlerne og Dansk Skytte Union synes at bløde op for de første restriktive udmeldinger fra EU. Det politiske pres får skydeidrætten til at se efter nye aktiviteter og afviklingsformer, som kan få flere til at skyde.

Det udfordrer det klassiske miljø i foreningerne, men kan være en øjenåbner for de muligheder, der ligger i andre aktiviteter. Der er etableret et tættere samarbejde med jægerne, og der afprøves airsoftvåben med det mål at favne uorganiserede hardball-miljøer.

Fremgang på flere planer

KAMPIDRÆT. DGI Kampidræts medlemsforeninger spænder over ca. 45 forskellige kampsportsstilarter fra mange forskellige lande.

Medlemstallet og antallet af foreninger i DGI stiger for hvert år til nu 299. Især tre initiativer vækker interesse: Instruktørkurser (i alt fem forskellige), Qi Gong-workshops og Selvforsvar for seniorer.

Desuden tilbyder en række foreninger i DGI Kampidræt som i de kommercielle centre et motionshold, inspireret af deres egen stilart. Det har givet dem nye medlemmer og nye målgrupper.

Flere kampidrætsforeninger er samtidig med i DGI’s inklusionsprojekt ”Et sted at starte”.

Nye trends og projektstart

Nye tendenser pibler frem

KAJAK. DGI Kano & Kajak har haft sit stærkeste fokus på at drifte sine traditionelle aktiviteter.

Men to nye tendenser finder vej ind i flere foreninger, selv om de mødes med skepsis af mange foreningers konservative tankegang.

Det drejer sig om SUP, stand up paddle, og crossover kajak, som begge oplever voksende søgning fra alle aldersgrupper. De tilbydes derfor af såvel kommercielle aktører som de første foreninger et par steder i landet.

Fællesprojekt er på plads

VOLLEYBALL. DGI Volleyball har i den seneste tid været i dialog med DVBF om et fælles projekt, der netop er blevet godkendt i Visionsgruppen bag Bevæg dig for livet med start i januar 2017.

Projektet hedder foreløbig ”Vild med volley” og løber over de næste tre år. Formålet med samarbejdet er at få flere danskere til at spille volleyball og beachvolleyball i en klub bl.a. ved at udvikle og tilbyde et bedre og mere tidssvarende motionskoncept til vores klubber. Midlet er at optimere de fælles ressourcer i de to organisationer.

Bordtennis hitter hos 60+'erne

BORDTENNIS. 60+'erne dyrker motion og idræt som aldrig før. Det mærker bordtennisfolket i form af kraftig vækst blandt foreningernes 60+ bordtennisspillere.

Det kommer efter et banebrydende samarbejde mellem DGI Bordtennis og DBTU i marts 2016 i projektet ”BAT60+ bordtennis resten af livet”.

Seks måneders test-koncepter på Sjælland har bl.a. ført til flere stævner, nyt kursusmateriale, to kompetencekurser og et første skridt mod at gøre konceptet landdækkende.

Træningskultur giver flere medlemmer

PETANQUE. DGI Petanque har udviklet konceptet Træningskultur i samarbejde med Dansk Petanque Forbund.

Det sker efter en drøftelse med landsdelsforeningerne om, hvad der skal til for at få flere især begyndermedlemmer i klubberne. Her stod det klart, at der grundlæggende mangler træningskultur i klubberne. Det er en kultur, hvor der er fokus på at udvikle sit spil og ikke kun for at spille kampe, som flertallet gør i dag – også på træningsaftener.

Konceptet Træningskultur præsenteres for alle DGI’s petanqueklubber i foråret 2017 og skal ses som en del af et Bevæg dig for livet-forløb.

Vækst og nye koncepter

FLOORBALL. Nye foreninger er stødt til i 2016, så det samlede antal nu er 131 mod 109 i 2014.

Det betyder også en stigning i antallet af medlemmer til 6.409 fra 5.964.

Samtidig er 29 floorball spydspidsforeninger i gang med et udviklingsforløb med fire koncepter inden for Bevæg dig for livet: MotionsFloorball, 60+Floorball, SkoleFloorball og FamilieFloorball med primært fokus på begyndere og motionister.

Desuden etableres samarbejde med skoler, kommuner og idrætsråd om at udbrede koncepterne.

Velkørende events og nyt samarbejde

Stabile aktiviteter

ATLETIK. Sæsonens omdrejningspunkt for DGI Atletik er fortsat landsmesterskaberne og samarbejdet med Børneulykkesfonden om Centimeter Maraton samt Pixiline-løbet.

Der er afviklet seks Centimeter Maraton-løb og et Pixiline-løb med samlet cirka 2.000 deltagere.

Indendørs landsmesterskaberne har et stabilt deltagertal med 251 deltagere mod sidste års 242, udendørs mesterskaber samlede 216 deltagere, to færre end sidste år, mens landsmesterskaberne for veteraner over 30 år oplever mere end en fordobling med 46 deltagere mod sidste års 18.

Kurser bliver booket

HUNDESPORT. DGI Hundesports navneskift fra agility er sket for at signalere, at arbejdet med hunde i DGI er mere mangfoldigt end agility. Agility er blot én disciplin blandt en række forskellige typer aktiviteter, som hund og fører har mulighed for at træne.

I det forgangne år er der afviklet mange agility- og rallystævner, ligesom kurser i lydighed, avanceret agility og nosework har været fuldt bookede.

DGI Hundesport har længe arbejdet på et samarbejde med DCH, og det har nu ført til en aftale om fælles trænerkurser, bl.a. en fælles grunduddannelse med undervisere fra DCH. 

Nye veje i dansk idrætsorganisering

Bevæg dig for livet og visionsaftaler

VISIONSARBEJDE. Bevæg dig for livet er blevet en integreret del af hverdagen i DGI. Arbejdet med visionsaftalerne har fundet et godt leje, hvor de største startvanskeligheder er overvundet og fokus kan rettes mere rent mod arbejdet med målgrupper og foreninger.

I oktober 2016 var mere end 180 mennesker samlet til visionsseminar i DGI-byen. Målet var at drøfte udfordringer og give klare anbefalinger til de næste faser af visionsarbejdet. Dagen viste tydeligt, at der er meget stor energi, lyst og motivation til visionsarbejdet, men også at det ikke er let at give helt entydige anbefalinger til de næste faser.

Alligevel er det visionsgruppens ambition at anvende de mange inputs og anbefalinger i arbejdet med at føre visionsaftalerne ind i en ny aftaleperiode fra 2018.

I de enkelte visionsaftaler er der flere og flere lyspunkter: Der er kommet godt gang i foreningsudviklingsforløbene. GoRun kører på mere end 30 lokationer. Der er etableret mere end 45 nye floorballklubber. Der er kontakt til mere end 600 badmintonklubber. Der er uddannet over 1.400 nye motionscykeltrænere. Der er uddannet mere end 180 håndboldfitness-instruktører.

At grundmotoren er kørende nu, giver en helt nødvendig platform for at gå videre med ambitionerne om en ny aftaleperiode med Nordea-fonden og TrygFonden:

  • At sætte konkrete initiativer i gang på den nationale og kommunale politiske scene.
  • At indgå nye partnerskaber med aktører, som kan se perspektiver i at arbejde med på målene i Bevæg dig for livet.
  • At tage flere initiativer som rækker direkte ud mod ikke-aktive grupper af borgere.
  • At sætte gang i et sammenhængende kampagnearbejde, som motiverer endnu flere danskere, foreninger og aktører til at være med i bevægelsen frem mod 2025.

Dansk idrætspolitik

Idrætspolitik og skolereform

SKOLEREFORM. Hvordan går det med at inddrage foreningsidrætten og sikre 45 minutters fysisk aktivitet til alle børn i løbet af skoledagen?

Spørgsmålet er relevant at stille i år 3 for skolereformen.

Intentionerne er gode, og det er DGI’s indtryk, at der rundt om i landet arbejdes ihærdigt med dagsordenen. Men desværre er vi langt fra mål.

For det første ved vi, at det kun er ca. hver femte skole, som har etableret samarbejde med idrætsforeninger. For det andet viser det sig, at det kniber med at sikre de 45 minutters fysisk aktivitet til børnene, og at det særligt er de børn, som ikke har et aktivt fritidsliv, som også er dem, for hvem det kniber med bevægelsen i skolen. Den udvikling er uheldig, fordi skolerammen netop burde sikre en mindre grad af polarisering mellem aktive og inaktive børn.

I DGI arbejder vi aktivt for at fremme idrætten i skolen. DGI afvikler Åben Skole-forløb, hvor formålet er at give frivillige i idrætsforeninger redskaber til at samarbejde med skolerne om den åbne skole med særlig fokus på idrætsfaget. Krop og kompetencer er et samarbejde mellem DIF, DGI, VIA UC og Dansk Skoleidræt med støtte fra A.P. Møller Fonden.

Erfaringerne er, at der er markant brug for et kompetenceløft, og at der er meget forskelligt niveau i kommunerne og på skolerne. Unge i Front er et DGI-koncept, der i høj grad har en Åben Skole-dagsorden, og konceptet har succes i øjeblikket. Unge i Front bruges typisk som valgfag i udskolingen, hvor de unge er i foreningspraktik og lærer om, hvordan en forening drives, hvordan det er at være træner mv.

For at løfte indsatsen yderligere er der behov for, at politikere på lands- og kommunalt plan holder fast i dagsordenen og sikrer implementering af den åbne skole og de 45 minutters fysisk aktivitet i skoletiden, for udviklingen kommer ikke af sig selv.

Idræt og sundhed

SUNDHED. Når vi taler sundhed, så var motion for 10 år siden noget med at kompensere for den gode mad og de knap så gode kostvaner. I mange danskeres bevidsthed var motion et slankemiddel. Den opfattelse har ændret sig markant.

Alligevel viser den seneste folkesundhedsrapport fra Sundhedsstyrelsen, at fysisk inaktivitet i sig selv er skyld i ca. 6.000 dødsfald i Danmark om året.

Fysisk inaktivitet er kun overgået af rygning som risikofaktorer for vores sundhed, og fysisk inaktivitet er skyld i markant flere dødsfald end eksempelvis alkohol, svær overvægt og lavt indtag af frugt og grønt.

Forskningen er klar, når det gælder fysisk inaktivitet. Det er de mest inaktive, som scorer kassen rent sundhedsmæssigt, hvis de begynder at motionere. Udfordringen er at få ændret adfærd og få fastholdt de sunde vaner.

Forskningen viser også, at den udfordring aldrig må blive overladt til det enkelte individ, men at de sunde vaner i befolkningen kræver sunde rammer. Her er idrætsforeningen et godt udgangspunkt, men en aktiv befolkning, som er en ambition i regeringsgrundlaget og i Bevæg dig for Livet kræver, at alle muligheder for at fremme fysisk aktivitet i det offentlige, civilsamfundet og på arbejdsmarkedet udnyttes. Sker det ikke, bliver vejen til målet for lang.

Derfor er det også vigtigt, at en ny national kræftplan fra Sundhedsministeriet indeholder mere end blot forebyggelse af rygning. Politikerne bør foretage nationale prioriteringer af cyklismen, sådan at vi fastholder Danmark som et første klasses cykelland, hvad enten det gælder landevejsraceren eller bycyklen.

Folkesundhedsrapporten viser i øvrigt også, at dårlig mental sundhed og ensomhed tager livet af danskerne, hvilket er endnu et stærkt argument for at åbne forening og fællesskab mest muligt for hele befolkningen.

Idræt og økonomi

ØKONOMISK RAMME. Foreningsidrætten bygger på et frivilligt fundament, og det skal den blive ved med. Men et aktivt foreningsliv kræver også, at stat og kommuner sikrer nogle gode rammer om foreningslivet – ikke mindst økonomisk.

De statslige udlodningsmidler skal sikre det frivillige foreningslivs vilkår. I 2010 blev der aftalt en ny model for udlodning af midler til idræt, sociale foreninger, spejdere osv., men modellen har desværre vist sig ikke at leve op til forventningerne, og det får konsekvenser for det frivillige Danmark. Som det ser ud nu, får DGI ikke midler til genopretning i 2016.

I DGI arbejder vi ligesom resten af det frivillige foreningsliv i Danmark for en stabil finansiering, sådan at vi kan koncentrere os om at udvikle vores foreninger i overensstemmelse med de ønsker og behov, som danskerne har for at dyrke foreningsidræt.

Det er vores begrundede håb, at regeringen inden udgangen af året har fundet en stabil og fremtidssikret løsning, som i øvrigt er i overensstemmelse med de holdninger, som centrale politikere på tværs af samtlige partier gav udtryk for i 2010. En holdning som blandt andet statsministeren flere gange har bakket op om siden.

Finansministeriet har vurderet, at der mangler 76 millioner kroner i udlodningsmidler i 2016 i forhold til 2013-niveauet. Danskernes ændrede spilmønstre har haft utilsigtede negative konsekvenser for udlodningen, men den samlede mængde af spil på markedet er stabilt voksende, og derfor er det DGI’s holdning, at der skal kunne findes én langtidsholdbar løsning på problemet. Der er nemlig penge nok i systemet, så i sidste ende handler det om, hvorvidt midlerne skal gå til staten eller foreningslivet.

Udvikling af foreninger

Et koncept der virker

FORENINGSUDVIKLING. DM i Foreningsudvikling lykkes godt. Det er i korte træk konklusionen af den 4. undersøgelse af DM i Foreningsudvikling, som er gennemført af lektor Karsten Østerlund, CISC på Syddansk Universitet. I undersøgelsen vender SdU tilbage og spørger de foreninger, der var med i DM i 2011-12 og 2012-13.

Rapporten tegner et billede af, at når foreninger igangsætter foreningsudvikling, så oplever de ofte en stigende lyst til foreningsudvikling. En lyst der stammer fra foreningens første succesoplevelser. Med andre ord kan man sige, at foreningsudvikling driver foreningsudvikling. Både hvad angår arbejdsmetoder og aktivitetsudbud.

Fire ud af fem foreningsledere svarer, at foreningen stadig arbejder aktivt med foreningsudvikling tre til fire år efter deltagelsen i DM.  To tredjedele af dem angiver, at kvaliteten af udviklingsarbejdet er øget og flere italesætter udvikling som en del af hverdagen efter DM – og som en værdi, der gennemsyrer foreningen.

Knap fire ud af fem foreninger oplever, at de i højere grad har sat mål og retning for bestyrelsesarbejdet. Halvdelen af DM-foreningerne har oplevet en vækst i antallet af frivillige på mere end 10 procent, siden de begyndte at arbejde med foreningsudvikling. Desuden svarer knap syv ud af 10 foreninger, at de er blevet mere åbne over for nye inputs og idéer.

Alt i alt er den altoverskyggende succes i DM den læring, der foregår i arbejdet med egen udvikling hjemme i sin egen forening

Nye tilbud til særlige målgrupper

Et forum for nye idéer

DGI LAB. DGIs årsmøde besluttede i 2015 at etablere seks strategiske programområder, som alle landsdelsforeninger skal arbejde med, og som ledes fra DGI Lab: Inklusion, gadeidræt, idræt for seniorer, skoler & institutioner, sundhed og vorespuls.dk. Baggrunden var et ønske om at skabe bedre sammenhæng mellem SPOTA, Bevæg dig for livet og den projektportefølje, som gennem årene er opbygget i DGI.

Den generelle oplevelse er, at der er udviklet et medejerskab samt en fælles forståelse for DGIs opgave og rolle inden for områderne. Flere landsdelsforeninger etablerer nye udvalg eller bestyrelsesposter i forbindelse med de strategiske programområder, hvilket åbner en ny mulighed for at drøfte idrætspolitiske temaer og påvirke idrætsudviklingen lokalt.

DGI's samarbejde med fonde og andre partnere er intensiveret over de seneste år. I DGI Lab arbejdes målrettet med at finde match med fondene, koordinere rundt i DGI-organisationen samt udforme de ansøgninger, som i sidste ende afgør om DGI og de pågældende fonde finder et værdifuldt samarbejde.

Fra sommeren 2016 er afdelingen DGI Faciliteter & Lokaludvikling nedlagt og områderne integreret i DGI Lab. På lokaludviklingsområdet bliver projektet Landsbyklynger et helt centralt og nyskabende projekt. På facilitetsområdet skal DGI finde en position mellem interessevaretagelse, ydelsesleverandør og opgaveløser. Mellem foreninger, kommuner, DGI-huse, byudviklere, arkitekthuse og andre aktører.

I 2016 har DGI etableret og videreført stærke samarbejder med blandt andre store fonde som Nordea-fonden, Tryg Fonden, A.P. Møller Fonden, Realdania, Poul Due Jensen Fonden (Grundfos) og Coca-Cola.

For tredje år i træk afvikles en fælles projektdag for projektledere i hele DGI. Igen i 2016 er der mere end 75 deltagere, hvilket er et klart vidnesbyrd om, at DGI også er en projektorienteret organisation. I DGI Lab arbejdes med at skabe et fælles og fast fundament for projektarbejdet i form af projektrum, projektmodel, projektlederuddannelse osv. I 2016 er der især arbejdet med at definere begreberne ”koncept” og ”gevinstansvarlig”, så de kan bruges i regi af DGI som et middel til at skabe værdi i det fortsatte arbejde med projekter.

Ny strategi skaber samling

GADEIDRÆT. DGI Gadeidræt har sat en ny strategi i verden, der skal koble de selvorganiserende communities med DGI’s kernekompetencer: uddannelse, netværk til kommuner og organisering. Det skete bl.a. gennem et New Moves stormøde i København. Her satte nationale organisationer, kommuner og gadeidrætsaktører fra hele landet hinanden stævne for at tage de videre skridt i forhold til gadeidræt.

Talmæssigt har DGI Gadeidræt samlet 1.058 spillere til sine Danish Street Cup-stævner, uddannet 135 street agents som trænere, indgået tre aftaler om Bevæg dig for livet community udviklingsforløb, oprettet tre Advisory Boards samt lanceret leder- og eventuddannelseskonceptet DGI Crossroads.

En svær målgruppe skal flyttes

HAPPY MOVES. I HappyMoves andet leveår er det lykkes gennem 120 HappyMoves events at tiltrække omkring 8.500 deltagere. Seks byer tilbyder eventen: København, Aarhus, Odense, Aalborg, Horsens og Holstebro, mens to nye byer er på vej i 2017. Aftalen med Coca-Cola gælder til og med 2018 med en tidsplan til og med 2020.

Arbejdet præges af, at målgruppen, unge mellem 16 og 29 år, er svær at arbejde med. Derfor afprøves forskellige ting i forsøget på at finde frem til tiltag, der vil gøre det attraktivt for de unge at gøre dagligdagen mere aktiv. I løbet af 2016 har nogle by-tovholdere efterhånden fundet fodfæste, mens andre stadig arbejder med at finde en struktur, der giver mening lokalt.

Kvindeprojekt slutter – nye initiativer lever

INKLUSION. Projektet DGI Foreningskvinder sluttede med udgangen af september 2016. Godt 1.500 kvinder med etnisk minoritetsbaggrund har deltaget i forløbet. De var aktive i en af de i alt 18 foreninger, der blev sat i gang over fire år, hvoraf 13 virker i dag. I dag er 150 foreningskvinder frivillige ledere og trænere i foreningerne med i alt 400 medlemmer med mangfoldige etniske baggrunde.

I arbejdet med DGI Foreningskvinder har projektet udviklet en metode og opbygget kompetencer til at mobilisere og involvere kvinder med etnisk minoritetsbaggrund i foreningslivets demokratiske processer.

DGI Crossroads er et nyt gadeidræts-koncept i DGI. Det er et uddannelsesforløb, hvor unge udsatte drenge og piger uddannes til ledere og trænere sideløbende med, at de danner deres eget community (gadesprogets svar på en forening). Konceptet skal give drengene et indhold i deres hverdag og ruste dem til at tage ansvar for sig selv og andre. I første omgang i tre storby kommuner.

Puljen ”Foreningsliv for alle” får ikke længere offentlig støtte, men til gengæld er Poul Due Jensens fond (Grundfos Fonden) trådt til og har bevilget knap 2,5 millioner kroner til at fortsætte puljen.

Bevillingen hjælper også DGI med at udforske muligheden for at gøre puljen vedvarende ved at udpege et ambassadørkorps til at samle penge ind til formålet: At sikre, at børn og unge af vanskeligt stillede forældre, herunder også børn og voksne asylansøgere og flygtninge, får mulighed for at få et aktivt fritidsliv.

I det seneste år har puljen støttet over 200 foreninger, så over 1.000 personer har haft direkte gavn af støtten. Der er i 2016 uddelt cirka 800.000 kroner til formålet.

Poul Due Jensens Fond har også støttet igangsættelsen af ”netværksforeningerne” som et pilotprojekt, der skal understøtte foreningernes i forvejen gode vilje til at gøre en forskel lokalt for de nyankomne borgere. DGI Nordjylland arbejder med at udvikle metoden. Men også DGI Bornholm, DGI Storstrømmen og DGI Nordsjælland laver konkrete indsatser på området.

Interessen for trivsel og inklusion er stigende i DGI’s medlemsforeninger. Mere end 200 frivillige ledere og trænere har i 2016 valgt at videreuddanne sig i forhold til at øge trivslen blandt børn og unge i foreningslivet. Det sker bl.a. via indsatsen ”Boost Trivslen”, som bygger på et tæt samarbejde med Psykiatrifonden samt via DGI Inklusions temakurser med overskriften: Idræt for børn med særlige behov.

Nye koncepter vinder frem

IDRÆT FOR SENIORER. DGI’s idrætter og et par Bevæg dig for livet-idrætter har udarbejdet 15 koncepter, som henvender sig til målgruppen seniorer.

Fem til seks kommuner inviteres til at gå all in i et samarbejde med alle udbydere af aktiviteter for seniorer baseret på en visionsaftale om aktiviteter for seniorer. 

En række landsdelsforeninger har afholdt større seminarer og events rettet mod seniormålgruppen f.eks. DGI Nordjylland, DGI Østljylland, DGI Nordsjælland og DGI Storkøbenhavn.      

Netværk der styrker lokalt

LANDSBYKLYNGER. Landdistrikter landet over står midt i den største omstilling i nyere tid. Befolkningstilvæksten i de større byer er accellereret og har efterladt især de mindre landsbyer med markant færre borgere og arbejdspladser. Derfor arbejder DGI sammen med Realdania samt Lokale og Anlægsfonden på at udvikle netværk og samarbejder mellem landsbyer og foreninger, så menneskelige og fysiske ressourcer udnyttes på tværs for det gode og aktive livs skyld. Dette begreb kaldes for landsbyklynger.

Pilotprojektet har etableret fem vellykkede landsbyklynger, mens 25 nye ventes etableret de kommende to år.

Portalen vorespuls.dk fortsætter i 2017

VORESPULS.DK. DGI har haft en partnerskabsaftale med Nykredit siden 2010. Aftalen udløber den 31.12.16, så DGI kigger på mulighederne for at drive succesen videre.

Det er besluttet, at det kommende år kører vorespuls.dk uændret med platformen, mens DGI forsøger at finde en ny samarbejdspartner.

Indholdet på sitet findes relevant for mange brugere til trods for, at det er på en gammel platform.

DGI ser et stort vækstpotentiale i at være relevant for en målgruppe, som ikke nødvendigvis identificerer sig med DGI.

Sitets nyhedsbreve og træningsprogrammer har mere end 36.500 tilmeldte. Over 90 procent af dem er tilmeldt nyhedsbreve.

Det seneste år har vorespuls.dk haft:

  • 1.415.980 sessioner
  • 949.492 brugere
  • 2.341.869 sidevisninger
  • Der har været en stigning på 18,5 procent i antallet af brugere i forhold til året før

Samtidig har vorespuls.dk’s Facebook-gruppe en stor udbredelse med 12.650, der ”synes godt om”.

  • 15 % af al trafik til vorespuls.dk kommer cirka fra Facebook hver måned.

GoRun fanger de ikke-aktive

LØB. 11.000 deltagere har taget del i et af 29 afviklede GoRun-løb i 2016. Konceptet er et enkelt, frit og gratis gang- og løbekoncept for alle, som ønsker at gå eller løbe 2 ½ eller 5 kilometer med eller uden tidtagning. Formålet er, at få uorganiserede løbere ind i klubber via et frit og gratis motionstilbud til ikke-aktive danskere.

Der er udviklet et nyt tidtagningskoncept med Official App og Løber App, som bygger på en ny metode og teknologi, der matcher niveauet i GoRun-aktiviteterne. De enkelte GoRuns har som det landsdækkende koncept en Facebook-gruppe med begivenheder og mulighed for at like, dele, invitere og aktivere links.

Brobygning til sundhed

SUNDHEDSIDRÆT. DGI Sundhedsidræt er på nippet til at gå ind i den afsluttende projektfase med sin brobygning mellem sundhedsvæsen og idrætsliv. Der er et tæt samarbejde med landsdelsforeningerne om forankring af de nuværende indsatser, men også med at udbrede konceptet til flere kommuner end de fem, der har medvirket. 

313 borgere med sundhedsudfordringer har deltaget i træningskoncepterne i de første to sæsoner. Interessen er da også stor i kommunerne, der dog presses økonomisk. Den første tre-årige aftale mellem DGI Sundhedsidræt, DGI Nordsjælland og Gribskov Kommune er dog indgået.

Teknologiens nye muligheder

En populær øvelsesbank

TRÆNERGUIDEN. DGI's Trænerguide blev i marts 2016 relanceret som en integreret del af dgi.dk. Ud over at være med på den nye platform er der lavet flere forbedringer ligesom nye funktioner er kommet til:

Flere søgemuligheder i øvelsesbanken, øvelserne er opdelt i sværhedsgrader, færdige træningslektioner er udarbejdet af idrætterne, øvelser til træningslektioner kan vælges på tværs af idrætter, trænere kan oprette egne øvelser m.m.

Der er 14 idrætter på Trænerguiden, ligesom idrætslærere i folkeskolen og pædagoger i børneinstitutionerne har fået deres egen øvelsesbank (Leg & Bevægelse) med vægt på øvelser, der tilgodeser flere generelle læringsmål.

Siden lanceringen i marts 2016 har der været 141.500 besøg på øvelsessiderne - det er mere end 20.000 flere end i samme periode året før.

DGI Trænerguiden Gymnastik har ud over bl.a. nye videosekvenser tilføjet parkour, hvilket skal inspirere til at inddrage parkour i gymnastikmiljøet. Samtidig kan man bruge redskabsprogrammet Sportsplanner, hvis man er logget ind og dér tegne 3D redskabsopstillinger, der passer præcis i forhold til det træningssted, de skal bruge.

Nyhedsbreve og e-mailmarketing

NYHEDSBREVE. I løbet af 2016 er følgende tre nyhedsbreve fra DGI’s landskontor lanceret: DGI Nyheder for henholdsvis udøvere, trænere og ledere. Disse nyhedsbreve udsendes til mellem 12.000 – 80.000 modtagere ad gangen. Alene udøver-nyhedsbrevet har i første halvår af 2016 medvirket til cirka 40.000 besøg på dgi.dk.

Desuden har alle landsdelsforeninger fået skabeloner, som de kan bruge til e-mailmarketing i CRM. Det har medvirket til, at den målbare trafik til dgi.dk via e-mailmarketing er fem gange så høj i første halvår af 2016 sammenlignet med første halvår af 2015.

DGI trak sig fra KlubLiv Danmark

Idéen med KlubLiv Danmark var grundlæggende rgtig god. Via mikrosponsorater kunne danskerne støtte idrætsforeninger, sportsklubber eller spejderkorps, når de brugte deres Dankort i forretninger, der var tilmeldt KlubLiv Danmark.

Men langt færre danskere end forventet i 2015 tilmeldte deres Dankort til KlubLiv Danmark, og det samme gjaldt antallet af sponsorer i form af butikker, forretninger og virksomheder.

Bestyrelsen for KlubLiv Danmark besluttede derfor, at foreningen KlubLiv Danmark stoppede sin indsamlingsvirksomhed per 17. januar 2016. Foreninger, der havde optjent mikrosponsorater, kunne efterfølgende få det  optjente beløb udbetalt af DGI.

Tema: Events

Nye idéer på plads til L2017

LANDSSTÆVNET. Det kommende landsstævne i Aalborg i sommeren 2017 fik en flot start, da tilmeldingen startede 1. oktober 2016.

En uge efter åbningen af billetsalget havde 1.500 deltagere meldt sig til den store event, der blev offentliggjort efter en kolossal arbejdsindsats af mange ansatte i månederne op til 1. oktober.

Ud over de velkendte idrætsaktivteter byder landsstævnet denne gang på nye typer workshops som aqua yolates, cykelcross og salsa fitness blandt i alt 153 workshops, ligesom nye aktiviteter dukker op som floorball og wakeboard blandt mere end 25 andre idrætter.

Godt 700 landsstævne-ambassadører fortæller vidt og bredt og regionalt om L2017. Blandt andet at alle aktiviteter og al indkvartering foregår inden for en radius af 4,5 kilometer bortset fra golf og skydning. Desuden arbejdes der aktuelt på den spektakulære åbningsaften på havnefronten i Aalborg.

Ny sang er lanceret

VERDENSHOLDET. Et slogan og en ambition om at bevæge verden forpligter. DGI Verdensholdet tager sin rolle seriøst og har derfor lanceret en ny sang ”We Move The World Song”. Sangen vil blive spillet ved alle holdets shows og workshops på turnéen rundt om jorden frem mod foråret 2017. Sammen med sangen vil gymnasterne også undervise i den tilhørende dans, der skal få børn og unge over hele jorden til at bevæge sig mere. 

Inden afrejsen har flere skoler allerede lært sangen og dansen at kende. I den kommende tid vil ”We Move The World”-sangen blive tilbudt til skoler, institutioner og foreninger i hele Danmark for at sætte fokus på bevægelsesglæde og aktivitet.

En velbesøgt kursusevent

INSPIRATION. For 10. gang har DGI Gymnastik afviklet en inspirationsweekend med gymnastik, fitness og forening. På kursuseventen, der er målrettet instruktører, hjælpeinstruktører og foreningsledere i DGI’s lokalforeninger, deltog 1485 deltagere.

DGI Inspiration 2016 er en event, hvor hele foreningen kan tage afsted for at hente inspiration sammen. Eventen rammer dem i foreningerne, der elsker gymnastik, fitness og livet i foreningen. Deltagerne sammensætter selv deres kursusprogram for weekenden ved at vælge mellem mange forskellige workshops, der er sammensat ud fra tidens stærkeste trends inden for gymnastik og fitness, og som ledes af landets bedste undervisere.

En lille tilbagegang

SKOLER OG LEJRE. Futsal er årets positive historie, når det gælder antallet af DGI-arrangerede skoler og lejre.

2016 tegner sig for 11 futsal-skoler med i alt 208 deltagere mod en skole og 36 deltagere året før.

Ellers tegner det samlede billede en svag tilbagegang i deltagelsen. Antallet faldt blot med 47 deltagere til 12.135. Også antallet af skoler og lejre faldt, men med blot otte færre events til et samlet tal på 219 skoler og lejre.

Showprægede opvisninger

INTERNATIONAL GYM SHOW. I januar 2016 blev International Gym Show afviklet tre steder i landet.

Showet bød på artister fra bl.a. Canada, Azerbaijan, Etiopien og Sverige samt DGI’s seneste to Verdenshold.

Alle tre events bød på et mere end tilfredsstillende billetsalg, blandt andet første gang, DGI stod bag et arrangement i Boxen i Herning. 

DGI har udgivet en opdateret sangbog

DGI Sangbogen er kendt og elsket af idrætsforeninger, efterskoler og mange andre. Nu udkommer den i sin 3. udgave, efter den har været udsolgt i over et halvt år.

I den blå bog er mere end 300 sange, som spænder fra de gode, gamle og velkendte kendte sange af Grundtvig og Jeppe Aakjær til nyere sange som Tim Christensens 'Right next to the right one' og Rasmus Seebachs 'Øde ø'.  

160 af sangene er med i DGI Sangbogen for første gang, noget der blandt andet gælder for popsangeren Sys Bjerres kæmpe hit ’Malene'.

Året set med fotografernes øjne

Eksterne bevillingsgivere

STØTTER. En række samarbejdspartnere har bevilget millioner af kroner til initiativer i DGI i det forløbne år. Listen er lang:

Nordea-fonden, TrygFonden, Poul Due Jensens Fond, Lauritzen Fonden, Nykredit, Vestas, Coca-Cola, A.P. Møller Fonden, Realdania, Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold, Sundhedsministeriet, By-, Bolig- og Landdistriktministeriet, Sundhedsministeriet, Sundhedsstyrelsen og EU.

Kolofon

DGI Årsberetning 2016

DGI’s årsmøde 5. november 2015 i Nordkraft, Aalborg

Redaktion:

Søren Møller, DGI’s landsformand

Steen Bille, journalist DGI Kommunikation & Digital Marketing

Fotos:

Bo Nymann, Bent Nielsen, Gregers Kirdorf, Palle Peter Skov, Hans Asmussen/Packshoot, Camilla Brændgaard, Esben Zøllner, Martin Paldan, Moment Fotografi, Nils Rosenvold, Anni Trier, Vibeke Green, Kristian Vindal Jørgensen, Lars Holm, Jens Astrup, Mick Anderson, DGI Happy Moves, Packshoot, Niels Husted, Peter Bennett og Steen Bille.